Ezekiel Ansah skal tørne ud for Seahawks i 2019-sæsonen.

Efter at have stået uden hold i knap to måneder, har Ezekiel “Ziggy” Ansah endelig fundet sin nye arbejdsgiver.

Den 29-årige pass rusher tager således til Seattle Seahawks, hvor han skriver under på en etårig aftale. Det erfarer Ian Rapoport fra NFL Network, der skriver, at Ansah forventes at skrive under på aftalen torsdag.

Ansah var skadet i store dele af 2018-sæsonen, hvorfor han kun spillede syv kampe for Detroit Lions, og det forventes også, at han må tilbringe meget af sommeren på sidelinjen. Rapoport har for nylig erfaret, at Ansah kan være tilbage på banen i midten af august.

Seahawks tager dog en chance på den skadesplagede Ansah, der har noteret sig for 48 sacks på 80 kampe. Før NFL-draften afskibede de nemlig pass rusher Frank Clark til Kansas City Chiefs, og selvom de valgte LJ Collier i første runde af NFL-draften, har de behov for hjælp på ydersiden af den defensive linje.