Seattle Seahawks har længe haft problemer med den offensive linje, et problem som holdet måske har fundet en del af løsningen på.

Duane Brown startede sidste sæson for Houston Texans, men skiftede senere på året i en stor handel, der sendte ham til Seattle. Den rutinerede tackle var på vej ind i det sidste år af sin kontrakt, men Seahawks kunne lide, hvad de så fra venstre tacklen og har forlænget kontrakten med ham.

Browns får yderligere tre år i Seattle, så han nu er under kontrakt de næste fire sæsoner. De tre ekstra år kan give ham op imod 36,5 millioner dollars, en god sjat penge for en 33-årig angrebsspiller.

Seahawks har haft massive problemer med at beskytte Russell Wilson de seneste mange år. Det var i høj grad også tilfældet i fjor, men problemerne blev en kende mindre efter Duane Brown ankom til det nordvestlige USA. En spiller kan ikke løse alle problemerne, men det er en start.

Brown har en del år i NFL på bagen, og forlængelsen kan ses som en smule risikabel. Den 33-årige offensive linjemand har døjet lidt med skader tidligere i karrieren, og selv om offensive linjemænd ofte har længere karriere end mange andre positioner, så er skadesperspektivet relevant.

Det er dog en nødvendig chance at tage med en spiller, der tidligere har været blandt ligaens bedste på positionen. Seattle har brug for det høje bundniveau og de spandevis af rutine, som Brown render rundt med.

Seattle kan også passende tage et kig på divisionsrivalen Los Angeles Rams, der har 37-årige Andrew Whitworth på samme position. Han var en af de bedste tackles i sidste sæson.

Duane Brown selv er naturligvis glad for den nye kontrakt, og den store pengepose, som følger med.