Seattle Seahawks-quarterback Russell Wilson forlanger at få en ny kontrakt senest den 15. april, skriver Seattle Times. Det er usikkert, hvad der sker, hvis parterne ikke når til enighed inden Wilsons deadline.

Seattle Seahawks skal meget snart finde den helt store pengepung frem, hvis klubbens absolut bedst og vigtigste spiller skal holdes tilfreds.

Quarterback Russell Wilson kræver nemlig, at han og klubben bliver enige om en ny kæmpe-kontrakt senest den 15. april, hvor Seahawks indleder de første træningspas i off season. Det skriver Bob Condotta fra Seattle Times Sport.

I 2015 underskrev Wilson en fireårig kontrakt til 87,6 millioner dollar, som han nu er i sit sidste år af. Den aftale vil quarterbacken nu have vekslet til en langvarig og ikke mindst særdeles lukrativ en af slagsen ifølge Seattle-mediet.

Wilsons – og hans repræsentanter – har forhandlet i de seneste dage, men det er uklart, hvad der kommer til at ske, hvis en ny aftale ikke indgås før den 15. april, lyder det videre fra Condotta.

Med en årsløn på knap 22 millioner dollar er Russell Wilson blot den 12. bedst betalte quarterback i NFL, og han sigter sandsynligvis efter at overgå Aaron Rodgers’ årlige hyre på 33,5 millioner dollar med den største kontrakt i ligaens historie.