En alvorlig nakkeskade og risikoen for lammelse tvinger Seattle Seahawks’ stjernesafety Kam Chancellor til at stoppe karrieren.

Kam Chancellor har formentlig spillet sin sidste kamp i NFL.

Den hårdtslående Seattle Seahawks-safety nåede kun at spille ni kampe i den forgangne sæson, inden en nakkeskade holdt ham ude resten af sæsonen, og det var også forventet, at skaden kunne få længerevarende konsekvenser.

Og det ser den nu ud til at få. På Twitter meddeler han således, at han formentlig har spillet sin sidste NFL-kamp, og at skaden tvinger ham til at lægge hjelmen på hyldene. Det sker, kun et år efter at han skrev under på en lukrativ treårig aftale.

– Gud har givet mig et tegn, jeg ikke kan ignorere. Jeg har spillet på trods af alle mulige slags slag og skader i min karriere. Men den her skade kan jeg ikke bare ignorere, skriver Chancellor og fortsætter:

– At vælge at stoppe karrieren er én ting. At stoppe karrieren på grund af risikoen for lammelse er anden.

Chancellor har været til Pro Bowl fire gange i løbet af sin otte-årige karriere, hvor han kun nåede at repræsentere Seahawks. Da Seahawks var på deres højeste, var han en vigtig del af deres såkaldte Legion of Boom-secondary, hvor han især blev kendt for sin hårdtslående stil.

Det er ikke den første store profil, Seahawks må sige farvel til denne sommer. Cliff Avril har ligeledes stoppet karrieren på grund af en nakkeskade, mens Richard Sherman og Michael Bennett er skiftet til henholdsvis San Francisco 49ers og Philadelphia Eagles.