Doug Baldwin meddeler på Twitter, at han indstiller sin footballkarriere med øjeblikkelig virkning.

I sidste uge fritstillede Seattle Seahawks både safety Kam Chancellor og wide receiver Doug Baldwin. Det mere end antydede, at begge spillere er på vej mod karrierestop, og nu har Baldwin så godt som bekræftet det på Twitter.

I en række tweets fortæller han om, hvor taknemmelig han er for det, han har oplevet i sin karriere og for dem, der har hjulpet ham. Til sidst slutter han så af med en Game of Thrones-GIF, der kun kan tolkes på én måde.

“My watch has ended.” Min vagt er slut. Baldwins karriere hører fortiden til.

30-årige Doug Baldwin står tilbage som et kæmpestort koryfæ i Seahawks. Han har været Russells Wilsons primære våben i hele quarterbackens NFL-karriere og var en nøglefigur på det Seahawks-mandskab, der vandt Super Bowl XLVIII og spillede sig i Super Bowl XLIX.

Baldwin nåede at spille 123 kampe for Seattle, der hentede ham, efter at han ikke blev valgt i NFL-draften i 2011. I sine ni sæsoner i klubben greb han for 6.563 yards og 49 touchdowns.