Seahawks-legenden Marshawn Lynch overvejer at gøre comeback for at hjælpe sin tidligere klub, der er i store runningback-problemer.

Først rev Rashaad Penny korsbåndet over i sit ene knæ. Og i går blev både Chris Carson og C.J. Prosise skadet for resten af sæsonen.

Panderynkerne er derfor store i Seattle, der pludselig står uden nævneværdige navne på en position, som de værdsætter så højt. Men nu kan gammel kending være på vej til at blive frelseren.

Marshawn Lynch overvejer seriøst at tage de aflagte footballstøvler ned fra hylden og genoptage NFL-karrieren for Seattle Seahawks. Den klub, som han havde sin storhedstid for. Det beretter NFL Networks Ian Rapoport i samarbejde med Mike Garafolo og Tom Pelissero.

BeastMode flyver efter planen til Seattle i dag (mandag den 23. december, red.) for at møde med Seahawks og diskutere et potentielt comeback.

Marshawn Lynch har løbet for 10,379 yards i sin karriere og 84 touchdowns. Han stoppede sin karriere i 2015 efter seks fremragende år i Seattle. Fra 2011 til 2014 løb han for over 1.200 yards og minimum 11 touchdowns i hver af disse fire sæsoner. Lynch genoptog karrieren i 2017 og spillede to sæsoner for Oakland Raiders, før han igen sagde farvel til NFL efter 2018-sæsonen.

Rookie Travis Homer er pt. Seahawks’ startende runningback.