Sæsonpremiere: Kan Cowboys forpurre festen i Philadelphia?  

0

Efter 208 dages ventetid er NFL omsider tilbage, når de forsvarende mestre fra Philadelphia Eagles møder ærkerivalerne fra Dallas Cowboys.  

Tabellen er blevet nulstillet og entusiasmen er ved at boble over i det amerikanske football-landskab. Alle 32 hold tror på, at netop deres hold går en stor sæson i møde.  

Natten til fredag går det hele løs. I løbet af det næste halvår bliver forventningerne enten indfriet, overgået eller punkteret.  

Se NFL draften gratis.

Traditionen tro er det de forsvarende mestre, som lægger hus til sæsonpremieren. I år er det selvfølgelig Philadelphia Eagles, som udraderede Kansas City Chiefs i Super Bowl LIX med hele 40-22.  

På Lincoln Financial Field møder de ærkerivalerne fra Dallas Cowboys. “Amerikas hold” har domineret sendefladerne i op til sæsonpremieren, efter at Jerry Jones ragede uklar med superstjernen Micah Parsons.  

Til syvende og sidst blev Parsons smidt på porten og skippet videre til Green Bay i bytte for Kenny Clark og to førsterundevalg. Det er én af de mere bemærkelsesværdige handler i nyere NFL-historie.  

Omvendt ånder alt fred og idyl i Philadelphia. Nick Sirianni har ganske vist mistet Kellen Moore, som har overtaget tøjlerne i New Orleans, og flere af sine startere fra mesterskabssæsonen i form af Milton Williams, C.J. Gardner-Johnson, Darius Slay, Mekhi Becton og Josh Sweat.  

Ikke desto mindre bobler optimismen i Philadelphia, og de er overbeviste om, at de kan gå hele vejen igen i år.  

Læs også: Sæsonoptakt – NFC East

Seneste nyt på skadesfronten  

Værterne kan også mønstre en stort set skadefri spillertrup til sæsonpremieren. Den eneste starter, som Eagles med garanti på undvære, er Nakobe Dean, som rev et ledbånd over i sit ene knæ i slutspillet. 

Derudover er fokus på Eagles’ profilerede offensive guard Landon Dickerson, som pådrog sig en knæskade i sæsonopstarten. Dickerson forventes at starte sæsonpremieren, men det er tvivlsomt, om han er den bedste version af sig selv.  

I Dallas skal I særligt holde øje med Tyler Guyton, som Cowboys valgte med det 29. valg i 2024-draften. Guyton er udset at skulle starte som holdets venstre tackle, men han har glippet størstedelen af sæsonopstarten som følge af en knæskade. Det er forventningen, at Guyton stiller til start i sæsonpremieren, men I bør holde et vågent øje med hans status frem til kampstart.  

Den nyslåede Cowboys-træner Brian Schottenheimer skal med sikkerhed undvære førsteårsspilleren Shavon Revel Jr. (cornerback), som rev sit korsbånd i træningslejren, og receiver Jonathan Mingo, der misser de første fire kampe af sæsonen med en knæskade.  

Læs også: Sæsonoptakt – disse spillere kan få deres store gennembrud i 2025

Kan Dak Prescott udnytte usikkerheden i Eagles’ bagerste forsvarsgeledder?  

Som nævnt har Philadelphia Eagles sagt farvel til Darius Slay og C.J. Gardner-Johnson forud for 2025-sæsonen. Og i løbet af træningslejren måtte Howie Roseman sande, at Eagles især har et problem på cornerback-positionen på den modsatte side af Quinyion Mitchell.  

Hverken Adoree’ Jackson eller Kelee Ringo leverede varen i sæsonopstarten, og i stedet slog Eagles en handel af med Las Vegas Raiders, som sendte Jakorian Bennett til Philadelphia. Det er nu usikkert, om Bennett har imponereret tilstrækkeligt til, at han overtager den ene yderside i Eagles’ forsvar.  

Denne usikkerhed må og skal Dallas Cowboys udnytte, hvis de overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at forpurre festen i Philadelphia.  

Dertil kan George Pickens, som Cowboys hentede fra Pittsburgh Steelers i foråret, komme til at spille en betydningsfuld rolle. Forventningen er, at Quinyon Mitchell følger CeeDee Lamb rundt på banen, og det kan åbne banen op for Pickens, som greb 2.841 yards og 12 touchdowns i sine tre sæsoner i sort og gul.  

Læs også: Sæsonoptakt – den vigtigste tilføjelse for hvert hold

Forudsigelse  

Vi kommer ikke udenom, at Philadelphia Eagles er storfavoritter til sæsonpremieren. Eagles’ nye offensive koordinator Kevin Patullo råder over et overflødighedshorn af dygtige angrebsspillere, som kommer til at gøre ondt på Cowboys’ forsvarskæder.  

Især bør Saquon Barkley, der senest løb 2.005 yards, scorede 13 touchdowns og blev udnævnt som 2024-sæsonens bedste angrebsspiller, have gunstige arbejdsforhold mod et Cowboys-forsvar, som tillod fjerdeflest løbe-yards (137,1 pr. kamp i gennemsnit) i NFL i 2024-sæsonen. 

Jalen Hurts sluttede også 2024-sæsonen af med manér, da han ramte på 17 af 22 kast for 221 yards og to touchdowns, mens han løb for yderligere 72 yards og et touchdown i Super Bowl LIX. På den baggrund blev han udnævnt til Super Bowl MVP.  

Det bliver uhyre spændende at se, om Dallas Cowboys kan følge med Eagles’ på papiret velsmurte angrebsmaskine. Jeg tror det ikke.  

Philadelphia Eagles vinder sæsonpremieren med 38-24. 

Læs også: Sæsonoptakt – de 10 største historier i 2025-sæsonen

Husk at du kan se sæsonpremieren med NFL GamePass. Hvis du tegner dit abonnement via dette link, så støtter du ovenikøbet Gul Klud.