Det virker til, at Dan Campbell har fået sat skik på Detroit Lions efter et utal af skuffende sæsoner.

På 32 dage udgiver Gul Klud 32 sæsonoptakter, så vi kommer hele vejen rundt om ligaens hold og fjerneste afkroge. Vi udgiver sæsonoptakterne divisionsvis og vi er nået til Detroit Lions, der ser ud til at være på rette vej efter flere skuffende sæsoner. Hvad kan vi forvente af holdet fra “Motor City” i den kommende sæson – ud over et væld af entusiasme, der kommer til at bære Hard Knocks til nye højder?

Nævneværdige afgange:

S, Dean Marlowe, Atlanta Falcons
ILB, Jalen Reeves-Maybin, Houston Texans
OG, Will Holden, New York Giants
DE, Trey Flowers, kontraktfri
DT, Nick Williams, New York Giants
WR, Khadarel Hodge, Atlanta Falcons

Nævneværdige tilgange:

WR, D.J. Chark
S, DeShon Elliott
CB, Mike Hughes
ILB, Jarrad Davis
ILB, Chris Board
OT, Kendall Lamm
RB, Justin Jackson

Draftårgang:

1. runde: Aidan Hutchinson, DE
1. runde: Jameson Williams, WR
2. runde: Josh Paschal, DE
3. runde: Kerby Joseph, S
5. runde: James Mitchell, TE
6. runde: Malcolm Rodriguez, ILB
6. runde: James Houston, OLB
7. runde: Chase Lucas, CB

Dan Campbells projekt tager form

Der blæser nye vinde ind over Detroit, hvor en sjælden bølge af optimisme er ved at sprede sig. Dan Campbell vandt ganske vist kun tre kampe i sin debutsæson som cheftræner for Lions, men han fik alligevel sat sit tydelige aftryk på holdets spillestil og mentalitet. Det gav pote og Lions viste sig at være en svær nød at knække for flere modstandere, hvortil seks af holdets 13 nederlag var på otte point eller færre. I sidste ende lykkedes det også for Lions at besejre Cardinals, Vikings og Packers, der alle kæmpede med om slutspilspladser i sæsonens slutfase.

Den positive udvikling skal naturligvis ses i lyset af, at Lions er endt sidst i NFC North i fire sæsoner i træk. I den seneste sæson scorede angrebet også ottende færrest point, mens forsvaret tillod næst flest point i NFL, hvilket understreger det fortsatte behov for at udvikle og tilføje talent til truppen. Det har Brad Holmes og Dan Campbell arbejdet med hen over foråret og vi begynder at kunne ane konturerne til et spændende mandskab, der meget vel kan blive konkurrencedygtigt i løbet af de kommende år.

Næste side: Kan Lions bygge momentum og gøre sig gældende i 2022?