Har Cousins det der skal til? 

Det har længe været den samme sang, der har været sunget om Minnesota Vikings. Den offensive linje er ikke til at regne med, og skulle de i sidste ende spille sig i form, så sparker deres kicker alligevel nok forbi til sidst. Og på trods af, at begge scenarier stadigvæk er ganske plausible, så er mit fokus i år på et dybere og langt mere essentielt sted. For har holdets quarterback overhovedet hvad der skal til for at vinde en Super Bowl? 

Der er en mand som står med meget af holdets skæbne i sine hænder, og det er quarterback Kirk Cousins. 

Derfor er det relevant, at bruge tid og spalteplads på at tage diskussionen om Cousins. For han er enormt debatteret, og der bliver tit kastet rundt med statistiker for at bevise den ene og den anden pointe, men hovedsagen er, at han er nøglen til hvor langt Vikings kan drive det i år.

Så hvad er det Cousins gør godt? Og hvor er det han har problemer?  

Når man kigger på Cousins, er det vigtigt at forstå, hvordan han fungerer som menneske, før at man kan forstå hvad der går galt på banen. Cousins er notorisk kendt for at forberede sig som en gal, og her snakker vi forberede sig på et niveau de fleste ville have svært ved at følge med på. Han har detaljerede noter og spil helt tilbage fra sin college dage, og for at optimere sig selv, er det efterhånden ret kendt, at han bruger en neurolog til overvåge hans daglige hjerneaktivitet og søvn for at få det optimale ud af hans krop. Man skal ikke læse mange interviews med Cousins for at forstå, at han mener, at den der er bedst forberedt til en kamp vinder den, og at han vil gøre sit til, altid at være den bedst forberedte.

Det lyder måske meget ideelt, og langt hen af vejen er det, det også, men hans tro på hans noter, forberedelse, og det forsvar eller den formation han har set inden snap, er ofte årsagen til, at han ender i de problemer vi har set ham have. Han kan ende med at have skyklapper på.

Og det er vigtigt, for at kunne forstå, hvorfor der kan være så stor uenighed om hvor god Cousins er. For Cousins kan meget af det man forventer af NFL quarterback, og endda på et ret højt niveau. Han kan lave de fleste kast på banen, har god armstyrke og hans præcision er blandt de bedste, men når spillet bryder sammen, og han ser en anden virkelighed end den har planlagt sig til, så er det at han kan fryse og tage dårlige beslutninger, som virker til at komme ud af det blå. Det kan enten ende i turnovers, sacks eller deciderede mærkelige og alt for korte kast i mere simple situationer på tredje down.

Der er meget der tyder på, at hvis man kontinuerligt kan snyde Cousins, så har man en god chance for ødelægge angrebets rytme, og derfor har han tit haft problemer mod de bedre og mere komplekse forsvar i ligaen. Cousins kan altså tage hans spil så langt som han helt firkantet kan forberede sig til, og han virker til at mene, at det også er godt nok. Og i lange perioder af en sæson kan det også se overvældende og fantastisk ud, for hans intense forberedelser og gode evner med bolden, indebærer som regel også en række kampe i løbet af en sæson hvor han er brandvarm og spiller på MVP-niveau, mens at han et par uger efter kan koste dem flere kampe.

Derfor er Cousins en kompleks spiller at debattere, for han har virkelig mange af de evner man gerne vil se hos en quarterback i NFL, men samtidig har nogle begrænsninger der kræver mere forståelse end bare hvad enkelte statistikker kan vise. De begrænsninger vil nok altid holde ham fra at være blandt de allerbedste. Betyder det at man ikke kan vinde med ham et enkelt år? Nej, det mener jeg ikke, det betyder bare at det måske ikke bliver lige så “nemt” som med en kontinuerlig top fem quarterback, for som tidligere nævnt, så har Cousins flere gange bevist, at han kan sammensætte flere kampe i streg, hvor han spiller på højeste niveau, og kan ramme den stribe af varme kampe hen mod januar, så kan alt lade sig gøre. Så har han evnerne, men han skal starte med at bevise det i år, ved blandt andet at stole mere på sine spilskabere end sine noter når det bryder sammen. Kan han finde en balance der kan låse ham mere op fra hans nærmest robotagtige tilgang til sporten, så tror jeg på at han har en chance for at bevise sig på den helt scene.

Næste side: Kan resten af holdet samle sig igen?