Cleveland havde ikke vundet i playoffs siden 1994, så det var en stor milepæl, da det skete igen i 2020. I seneste sæson skulle de have taget yderligere et skridt frem, men det blev i stedet for et tilbage. Ledelsen har satset stort ved at erstatte Baker Mayfield med en topquarterback, der kan bringe dem nærmere et mesterskab, men efter Deshaun Watsons kontroversielle tilgang er Browns det hold i ligaen, som alle vil have til at fejle.

På 32 dage udgiver vi 32 sæsonoptakter, så vi kommer hele vejen rundt om ligaens hold og fjerneste afkroge. Vi udgiver sæsonoptakterne divisionsvis og vi er nået til AFC North og Cleveland Browns.

Nævneværdige afgange:

QB, Baker Mayfield (Carolina)
WR, Jarvis Landry (New Orleans)
C, JC Tretter (Uden kontrakt)
TE, Austin Hooper (Tennessee)
QB, Case Keenum (Buffalo)
Edge, Takk McKinley (Uden kontrakt)
CB, Troy Hill (Rams)
WR, Rashard Higgins (Carolina)
S, M.J. Stewart (Atlanta)
LB, Mack Wilson (New England)

Nævneværdige tilgange:

DE, Jadeveon Clowney (resigned)
QB, Deshaun Watson (Atlanta)
WR, Jakeem Grant (Chicago)
WR, Amari Cooper (Dallas)
QB, Jacoby Brissett (Miami)
G, Ethan Pocic (Seattle)
DL, Taven Bryan (Jacksonville)
DL, Isaac Rochell (Indianapolis)
Edge, Stephen Weatherly (Denver)
DL, Chase Winovich (New England)

Draftårgang:

3. runde: Martin Emerson, CB
3. runde: Alex Wright, DE
3. runde: David Bell, WR
4. runde: Perrion Winfrey, DT
4. runde: Cade York, K
5. runde: Jerome Ford, RB
6. runde: Michael Woods II, WR
7. runde: Isaiah Thomas, DE
7. runde: Dawson Deaton, C

En sæson præget af en ødelagt skulder

I 2021-sæsonen var der virkelig lagt op til, at Browns måske kunne tage skridtet videre fra en ellers imponerende sæson i 2020, hvor de røg ud i anden runde af playoffs. Der var oprigtigt store forventninger i Cleveland – noget man ikke havde turdet have i mange, mange år. De startede sæsonen på Arrowhead mod Chiefs, hvor særligt offensiven så rigtig interessant ud. De tabte 29-33 i en kamp, som man havde mulighederne for at vinde. Ugen efter mod Houston blev sæsonen vendt på hovedet, da Baker Mayfield fik ødelagt sin venstre skulder. Situationen blev tydeligt anspændt, og Mayfield fortsatte med at spille for Browns, selvom hans skulder krævede operation og havde stor indflydelse på hans spil. Offensiven sank langsomt med Mayfields niveau, selvom forsvaret trendede i den modsatte retning. De sluttede sæsonen 8-9 og med en quarterback-kabale, der skulle løses.

Nu er Mayfield væk. Drevet ud af den by, som han var med til at få tilbage på rette spor. Hans erstatning er den voldsomt kontroversielle Deshaun Watson, der netop har fået tildelt sin straf af NFL på 11 spilledage og en bøde på 5 millioner dollars. Udover at trade for Watson, så kan man roligt sige, at Browns har tradet sig fra at være ligaens lidt anonyme underdogs til det mest hadede hold. Det er svært ikke at tale meget om quarterbacks, som situationen er i Cleveland lige nu, men der naturligvis et helt hold udover at tage fat på.

Hvad er Browns for et hold til den kommende sæson? Er der splittelse at spore, eller har man fundet en måde at skabe synergi mellem offensiven og defensiven? Hvilke forventninger kan man tillade sig at have til det her hold, der har placeret sig selv midt i et stormvejr?

Næste side: Kan man vinde uden quarterback?