
Coronaen har betydet et fald i lønloftet for NFL-holdene, og dermed har mange hold været presset til at sige farvel til gode spillere.
NFL var ligesom resten af verden coronaramt i 2020, og det betød et fald i indtægterne. Det har medført et fald i lønloftet for første gang i mange år, og derfor var mange hold pressede til at sige farvel til gode spillere.
Gul Kluds skribenter sætter her fokus på den afgang, de tror, kommer til at være den mest betydningsfulde for holdene.
Husk i kan læse vores holdspecifikke sæsonoptakter gennem hele august måned. Her finder du blandt andet Cowboys’ sæsonoptakt.

Arizona Cardinals: Patrick Peterson, CB
En legende og en fantastisk spiller takker af i Arizona og har nu taget turen til Minnesota. Cardinals var svage på cornerback sidste sæson, og en afgang af Pat P’s kaliber er betydningfuld. Han præsterede ikke på topniveau sidste sæson, men han er stadig en fornuftig spiller. Cardinals har stabiliseret sig nogenlunde på cornerback-positionen, men det er samtidig svært at erstatte Patrick Petersons erfaring og lederskab – især i en sæson, hvor trænere og general manager står for skud, hvis sæsonen er skuffende. – Victor Pihl

Atlanta Falcons: Julio Jones, WR
Det kan godt være, at man har erstattet Julio Jones med et stort talent som Kyle Pitts, men man kan bare ikke sådan lige erstatte Julio Jones. Den kommende Hall of Famer har været ligaens bedste receiver de sidste 10 år, og hans fantastiske talent har betydet utroligt meget for Falcons’ angreb. Hans evne til at vinde på alle tænkelige måder bliver svær at afløse, og jeg synes, det er ærgerligt, at han ikke kunne ende sin karriere hos holdet som det ultimative klubikon. Der ligger nu et stort pres på Calvin Ridley og Kyle Pitts, der skal afløse ham. – Teis Joranger

Baltimore Ravens: Orlando Brown Jr.
Bruddet mellem Baltimore Ravens og Orlando Brown jr. var uundgåeligt, da sidstnævnte krævede et positionsskifte fra højre til venstre tackle. Det kom naturligvis ikke på tale i Baltimore, da All Pro Ronnie Stanley allerede huserer i venstre side, men det gør ikke tabet af Orlando Brown jr. mindre betydningsfuldt. Brown jr. er en glimrende, alsidig linjespiller, der kendte Ravens’ offensive system til punkt og prikke. Det må ovenikøbet være en bitter pille at sluge for John Harbaugh, at Orlando Brown jr. endte hos konkurrenterne fra Kansas City, hvor han udfylder et væsentligt tomrum efter tabet af Eric Fisher. – Nicholas Jørgensen

Buffalo Bills: John Brown, WR
Buffalo har ikke mistet mange store navne i free agency, så valget ender på receiver John Brown. Brown kæmpede med skader i 2020-sæsonen og spillede kun ni kampe, men angrebet så mere skarpt ud, når han var på banen. Hans rolle som nummer 2 receiver skal udfyldes af enten Gabriel Davis eller Emmanuel Sanders, som Bills hentede i free agency – Nikolaj Sattrup

Carolina Panthers: Curtis Samuel, WR
Jeg synes egentlig ikke, at det er nogle voldsomt store profiler, der har forladt Carolina denne offseason. Selvfølgelig er Kawann Short en tidligere stjerne, og flere andre var fine spillere. Men alt i alt er receiver Curtis Samuel nok den største profil, der har forladt holdet. Til gengæld kan han sandsynligvis erstattes af rookie Terrace Marshall Jr.. – Victor Risager
Læs også: Hvem er bedst i NFC South?

Chicago Bears: Kyle Fuller, CB
Fuller kom ind i ligaen i 2014, hvor han blev udnævnt til årets hold for rookies med fire interceptions i 16 kampe. Udover 2016-sæsonen, hvor Fuller var skadet, har han spillet alle kampe for Bears som fast starter på deres stærke forsvar. Han har stået bag 23 turnovers (19 ints, 4 fumbles) og blevet udnævnt til Pro Bowl to gange i sin hidtige karriere. Derfor var det også noget af en overraskelse, da Bears besluttede sig for at skille sig af med deres mest profilerede cornerback for at spare penge på lønloftet. Det kunne tyde på, at Bears vil forsøge sig med en genopbygning af holdet, imens de venter på at Justin Fields udvikler sig, da Fuller’s afgang alt andet lige betyder en reduktion af talent på forsvaret. – Victor Ostenfeld

Cincinnati Bengals: William Jackson, CB
Valget stod mellem Jackson og pass rusher Carl Lawson, og selvom jeg personligt helst ville have beholdt Lawson, så har Bengals forsøgt at udfylde hullet efter ham med både free agent-tilføjelse Trey Hendrickson og draftvalget Joseph Ossai. Begge er spillere, der kan gøre en forskel, selvom de i mine øjne har lidt vej op til Lawsons niveau. I bagkæden er der derimod ikke blevet hentet de samme erstatninger og William Jackson efterlader sig et hul. Det må forventes, at Trae Waynes vender tilbage, men han er en noget usikker brik trods hans tårnhøje løn, mens Chidobe Owusie nok er en fin spiller, men også har et stykke vej op til Jackson, når Jackson er bedst. Jeg er også nødt til at nævne Geno Atkins og A.J. Green. Ikke fordi de var profiler i deres sidste sæsoner, men i guder hvor har de leveret noget lækkert football til os fans i løbet af årene. – Anders Kaltoft

Cleveland Browns: Sheldon Richardson og Larry Ogunjobi, DTs
Cleveland mistede egentlig ikke voldsomt meget talent i denne off-season, og de oprustede samtidig en del på forsvaret. Dog er en positionsgruppe en smule tynd og det er den defensive linje. Her er det særligt Sheldon Richardson og Larry Ogunjobi, som bliver de mærkbare tab, og for at være helt ærlig er det nok det eneste sted, hvor Browns ikke er det samme eller mærkbart forstærket. Richardson og Ogunjobi er blevet af erstattet af Malik Jackson og rookien Tommy Togiai, hvilket kan mindske tabet, men det bliver det punkt, hvor det bliver spændende at følge Cleveland i deres kamp for at vinde den løbeglade AFC North. – Anders Kaltoft

Dallas Cowboys: Sean Lee, LB
Bevares, det er efterhånden et par år siden, at Sean Lee var en force på grønsfæren, og han har fået forpurret sin karrieres efterår af en lang række skader. Og Cowboys er da godt stillet på linebacker-positionen, hvor de råder over Leighton Vander Esch, Jaylon Smith og rookie Micah Parsons. Tabet af Sean Lee skal først og fremmest anskues i lyset af de vedvarende rygter og udtalelser fra tidligere klubikoner om en – i tiltagende grad – usund kultur i Cowboys’ spillertrup. Bl.a. har Michael Irvin været forholdsvis klar i spyttet om, at de yngre spillere har fokus et forkert sted. Såvel udtalelserne som rygterne skal tages med et gran salt, men ikke desto mindre kommer Cowboys til at savne Lee som kulturbærer i omklædningsrummet. – Nicholas Jørgensen

Denver Broncos: Philip Lindsay, RB
Fansene var ikke glade, da man lod den lokale knægt forlade holdet, men jeg tror vi vil se, at tabet af Lindsay ikke kommer til at betyde meget for Broncos. Ikke mindst, fordi de draftede Javonte Williams i anden runde af draften. Når jeg alligevel vælger Lindsay her, er det fordi, det har været meget småt med “store” afgange hos Broncos forud for denne sæson, og Lindsay er en spiller, der kunne have taget en lederrolle på holdet i år. Han er i hvert fald én af dem, der har vist mest gejst og vilje på holdet, siden han kom ind i ligaen som undraftet free agent. – Magnus Jølnæs
Læs også: Hvor langt kan man nå med en gennemsnitlig quarterback?

Detroit Lions: Matthew Stafford, QB
Siden 2009 har Lions’ quarterback heddet Matthew Stafford, og selvom Stafford har leveret glimrende spil hos Lions, så nåede parterne aldrig at få den håbede succes sammen. Blot tre ture i slutspillet og ingen slutspilssejre betød, at man valgte at starte forfra med noget nyt i form af Jared Goff. Spørgsmålet er så bare, hvordan det vil gå. Umiddelbart er Goff en mærkbar nedgradering, og derfor vil tabet af Stafford være ganske betydelig. – Teis Joranger

Green Bay Packers: Corey Linsley, C
Chargers kan åbenbart lide offensive linemen fra Green Bay, for de har for andet år i træk hentet en Pro Bowl spiller hos Packers. Sidste år var det Bryan Bulaga og i år nappede de så Linsley. Packers og Rodgers kommer til at savne ham gevaldigt, og hans erstatning har store sko at fylde. Det ser ud som om rookie Josh Myers er førstevalget lige nu.- Claus Elming

Houston Texans: J.J. Watt, EDGE
Efter den kaotiske 2020-sæson anmodede J.J. Watt om at blive fritstillet, og selvom han nok var blevet fritstillet pga. sin høje løn, siger det meget om Texans’ situation. J.J. Watt har været en af historiens bedste forsvarsspillere, og da han var på toppen, var han mindst lige så god, som Aaron Donald er lige nu. Godt nok er han ikke længere på det niveau, men han er stadig en god footballspiller, der hos Texans var fanget på en linje, hvor han næsten ingen hjælp fik. Nu har Texans så ingen gode spillere tilbage på den defensive linje, så det kan godt blive småt med pass rushet i 2021. – Teis Joranger

Indianapolis Colts: Justin Houston, EDGE
Justin Houston var en vigtig spiller for Colts, og deres bedste pass-rusher. Han er en erfaren spiller, der efterlader en meget ung samling af pass-rushere, hvor flere spillere bliver nødt til, at steppe gevaldigt op. Man sætter umiddelbart meget af sin lid til rookie Kwity Paye, der er rigtig stor potentiale. Hverken Kemoku Turay eller Ben Banogu har præsteret nok i den tid de har været hos Colts, så en stor rookie-sæson fra Kwity Paye er vigtig – især efter Justin Houstons afgang til Baltimore. – Victor Pihl

Jacksonville Jaguars: Keelan Cole, WR
Keelan Cole er ikke just en profil i NFL, men han har i de seneste fire sæsoner været en bundsolid spiller i et ellers vaklende Jaguars-angreb. I den seneste sæson greb Cole næst flest bolde (55) og yards (642), mens han startede samtlige kampe – for fjerde sæson i træk. Det står i slående kontrast til D.J. Chark, Laviska Shenault og Marvin Jones Jr., som ikke gennemførte sidste sæson. Førstnævnte har end ikke fuldført en eneste hel sæson i sin NFL-tid. Med Keelan Cole på holdkortet havde Urban Meyer en stensikker og pålidelig receiver, som kunne gøre livet lettere for Trevor Lawrence. – Nicholas Jørgensen

Kansas City Chiefs: Sammy Watkins, WR
Andy Reid har ganske vist mistet sine to startende tackles i form af Mitchell Schwartz og Eric Fisher, men eftersom Chiefs har formået at erstatte dem – på banen – er jeg gået med Sammy Watkins som værende det mest betydningsfulde tab for Chiefs. Trods et hav af småskader har Watkins stået for flere mindeværdige øjeblikke for Andy Reid og Patrick Mahomes. Watkins trådte oftest i karakter i de store kampe, hvilket eksemplificeres ved, at han greb 477 yards i seks slutspilskampe for Chiefs. Det er ikke på forhånd givet, at unge Mecole Hardman eller Demarcus Robinson kan levere på den store scene, eller har et tilsvarende format. – Nicholas Jørgensen








