NFL kunne onsdag annoncere, at ligaen har valgt at aflyse januars Pro Bowl.

Grunden skyldes naturligvis usikkerheden omkring Covid-19, men måske især fordi NFL godt kan se, at det både er umuligt at lave et tilskuermæssigt tilløbsstykke, at spillerne vil være usikre på hele ideen, og at ligaen måske allerede nu forbereder sig på at måtte tage alle weekender i spil for at få afviklet sæsonen.

Pro Bowl skulle have været spillet ugen inden Super Bowl, og det var Las Vegas og byens nye Allegiant Stadium, der skulle have lagt bane og faciliteter til.

Dermed har Las Vegas nu både mistet draften og Pro Bowl, men som vi skrev på Gul Klud tidligere i dag, så har NFL tildelt byen Super Bowl i 2024.

Samtidig er det meldt ud, at Las Vegas faktisk får en Pro Bowl, men at det først bliver i 2022 – altså efter næste års NFL sæson.

Selvom der ikke spilles en Pro Bowl kamp, skal der stadig findes to Pro Bowl hold, som de bedste spillere fra sæsonen udvælges til. Det foregår stadig med blandt andet fan-afstemninger.