Man kan vist roligt sige, at Steelers har været aktive på quarterback-positionen. Nu kommer Justin Fields til klubben.

Efter længere tids spekulationer og uvished for hovedpersonen selv er den tidligere Chicago Bears’ quarterback nu endelig blevet tradet. Og han er billig!

Pittsburgh Steelers giver blot et et sjette-runde valg i 2025-draften (altså næste år) for Justin Fields. Det pick kan dog blive til et fjerde-runde valg afhængig af spilletid. Det skriver Jonathan Jones fra CBS Sports.

Med pick 1 på hånden fra handlen sidste år med Carolina Panthers har Bears mulighed for at vælge quarterback Caleb Williams, som alle NFL-hold har haft i kikkerten i to år. Dermed var Fields’ fremtid i Chicago meget tvivlsom, og Bears håbede uden tvivl at få mere for ham.

Men selvom Fields til tider har vist fremskridt og potentiale, så var markedet for ham ikke så attraktivt, som Bears forventede, og i stedet for at have ham hængende og skabe usikkerhed og forvirring for såvel holdkammerater som fans, tog klubben altså nu beslutningen om at trade ham næsten gratis.

Steelers har efter sigende længe været interesseret i Fields, og nu kommer han til en klub, der har været særdeles aktive, når det kommer tik at hyre og fyre quarterbacks i dette transfervindue. Ind er kommet Russell Wilson (som klubben også fik vanvittig billigt), og i stedet har de tradet den tidligere starter Kenny Pickett til Philadelphia Eagles, mens Mason Rudolph, skrev under med Tennessee Titans.

Set fra den økonomiske side er Steelers måske det bedst stillede hold i hele NFL på quarterback. Fields går ind i det sidste år af sin rookie-kontrakt og koster kun 3,2 millioner dollars, mens Denver Broncos betaler næsten hele Russell Wilsons løn.

Fields vandt blot 10 af 38 kampe i sine tre sæsoner som Bears’ startende quarterback, efter Bears tradede op i NFL-draften i 2021 og tog ham med pick 11. Nu kommer han til Pittsburgh, hvor han skal kæmpe med Wilson om starterpladsen.