Pittsburgh Steelers tog en vigtig sejr over divisionsrivalerne fra Cincinnati Bengals på 34-11 lillejuleaften.

Mike Tomlin og resten af Steelers-mandskabet gav fansene i Pittsburgh en tidlig julegave, da de besejrede divisionsrivalerne fra Cincinnati Bengals med 34-11. Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen har samlet sine væsentligste betragtninger fra kampen.

Pittsburgh Steelers stempler ind i kampen om slutspillet

I sine foreløbigt 16 år som cheftræner for Pittsburgh Steelers har Mike Tomlin aldrig tabt flere kampe, end han har vundet i en enkeltstående sæson. Med sejren lillejuleaften holder Tomlin liv i sin imponerende stime, og Steelers stempler for alvor ind i kampen om slutspillet.

Med sejren har Steelers vundet otte af femten kampe, og de kan midlertidigt finde vej til slutspillet, hvis resultaterne ellers flasker sig i sekstende spillerunde. Derudover kan Mike Tomlin glæde sig over, at Kenny Pickett formentlig vender tilbage i syttende spillerunde, og han kommer til at forstærke Steelers’ angreb yderligere.

George Pickens sendte Bengals til tælling

Der var imidlertid ingen, som talte om Kenny Pickett lillejuleaften i Pittsburgh. Vikarierende Mason Rudolph leverede en flot indsats i sin første kamp fra start i år, da han førte Steelers til sejr ved at ramme på 17 af 27 kast for 290 yards og to touchdowns.

Mason Rudolph blev hjulpet godt på vej af George Pickens, der spillede sin foreløbigt bedste kamp som professionel. Pickens var her, der og alle vegne, da han greb fire bolde for 195 yards og to touchdowns. Han leverede flere højdepunkter – deriblandt et 86 yard langt touchdown i første quarter, hvor han satte hele Bengals’ forsvar på sin vej.

Patrick Peterson og Eric Rowe levede op til Tomlins tillid

Vi var flere, som frygtede på Mike Tomlins vegne, da Steelers skulle undvære Minkah Fitzpatrick lillejuleaften. I hans fravær måtte den erfarne cornerback Patrick Peterson træde til og vikariere på en uvant position, hvor han dannede partnerskab med Eric Rowe, som også fik en sjælden start.

Det var imidlertid ikke til at se, at Steelers startede to reserver i de bagerste forsvarsgeledder. Tværtimod. Peterson og Rowe leverede hver sin kampafgørende præstation, da de begge greb en interception og kombinerede for ni tacklinger.

Teryl Austin formåede også at tilpasse sit forsvarssystem, så Steelers spillede relativt mere zone-opdækning, end de tidligere har gjort i sæsonen, og det forvirrede tydeligvis Jake Browning. Bengals’ unge quarterback sluttede opgøret med 335 kastede yards, et enkelt touchdown og tre interceptions.

Tak for i år Bengals…?

Bevares, vi har en begrænset stikprøve, men foreløbigt har Pittsburgh Steelers vist sig at være Jake Brownings onde ånd i NFL. Browning har tabt to kampe som professionel og begge nederlag har været mod Steelers. Det var også tydeligt for enhver, at Browning var ukomfortabel i heksekedlen i Pittsburgh, og han traf flere dårlige beslutninger – især i første halvleg ved de to interceptions.

Jake Browning blev heller ikke hjulpet af Joe Mixon og Chase Brown, som slet ikke kunne få gang i løbespillet. De to runningbacks producerede 59 løbe-yards tilsammen, hvilket var til trods for, at Steelers havde tilladt 11. flest løbede yards (121,6 pr. kamp) i NFL inden lørdagens opgør.

Med nederlaget hænger Cincinnati Bengals’ slutspilsdrømme i en tynd tråd. Ud over at Pittsburgh Steelers overhaler dem, så er de nu 0-5 i divisionsopgørerne for sæsonen, hvilket kan blive en afgørende tiebreaker. Bengals mangler også Ja’Marr Chase, som døjer med en skulderskade, og hvis han ikke genfinder formen hurtigt, så er det meget usandsynligt, at Bengals overhovedet bliver en faktor i de resterende to kampe, hvor Kansas City Chiefs og Cleveland Browns venter.