Mike Tomlin er mildest talt ikke imponeret af den sportslige ledelse i Cleveland efter, at Browns indgik en handel, der sendte Joe Flacco til Cincinnati.
– For at være helt ærlig, så er jeg chokeret. Andrew Berry (Browns’ general manager, red.) er tilsyneladende meget klogere end mig og resten af min stab. Det giver ingen mening at sende din quarterback, som du mente, var god nok til at starte i første spillerunde, til en divisionsrival, som er nødlidende på lige præcis den position. Men det er bare min holdning.
Med ét fik Mike Tomlin pustet til ilden i AFC North. Den erfarne og velrenommerede cheftræner har brugt sin taletid på at kritisere Cleveland Browns’ sportslige ledelse, efter at de sendte Joe Flacco til Cincinnati Bengals, der havde desperat brug for en kapabel quarterback, efter at Joe Burrow beskadigede sin tå i sæsonens spæde begyndelse.
Læs mere: Bengals laver sjælden quarterback-handel
Anledningen er, at Pittsburgh Steelers møder netop Cincinnati Bengals og Joe Flacco i torsdagskampen i den kommende spillerunde.
Joe Flacco og Mike Tomlin har krydset klinger et utal af gange, siden Baltimore Ravens valgte Flacco i 2008-draften. Det var bare et enkelt år efter, at Tomlin var blevet udnævnt som cheftræner i Pittsburgh.
– Handlen giver da rigtig god mening set fra Cincinnati Bengals’ perspektiv. Han (Joe Flacco, red.) kan stadigvæk kaste bolden bedre end de fleste. Han har en stærk arm, han er præcis og han læser spillet godt, fortsatte Mike Tomlin.
Henover sommeren blev Joe Flacco udnævnt som startende quarterback hos Cleveland Browns, efter at han udkonkurrerede Dillon Gabriel, Shedeur Sanders og Kenny Pickett.
Men efter bare fire kampe blev Joe Flacco kasseret til fordel for Dillon Gabriel. Flacco havde bare kastet to touchdowns mod seks interceptions, og nåede bare at vinde en enkelt kamp for Browns i sæsonen.
Cincinnati Bengals’ cheftræner Zac Taylor er blevet forholdt Tomlins kommentarer i optakten til torsdagskampen, og han svarede ganske kortfattet, at han er ganske godt tilfreds med, at det lykkedes at hente Flacco til Cincinnati.

