Den danske kicker Phillip Andersen fik for nogle dage siden en kontrakt med Tampa Bay Buccaneers. Gul Klud har talt med Buccaneers-skribenten Greg Auman, der forventer at se danskeren i  en hård konkurrence om kicker-jobbet i pre season.

Super Bowl-rusen havde knapt lagt sig, inden off season pludselig fik et nyt interessant perspektiv med danske øjne. Den danske kicker Phillip Andersen, der de sidste par år har spillet i den tyske liga, skrev overraskende konktrakt med Tampa Bay Buccaneers, og nu kan danskeren se frem til at tilbringe sommeren hos holdet og kæmpe for deres startende kicker-job.

Læs også: Ydmyg NFL-dansker tager et spark ad gangen

Nyheden tog mange danskere på sengen, og det var også en usædvanlig beslutning i NFL-sammenhæng, siger Greg Auman, der har dækket Buccaneers de sidste seks år, først for Tampa Bay Times og nu for The Athletic.

– At hente en kicker direkte fra Europa er usædvanligt. Buccaneers kan godt lide at afsøge alle muligheder, og det er en lavrisikoinvestering for dem.

Forklaringen på, at Bucs afsøger nogle utraditionelle muligheder, skal måske findes i de seneste års problemer med at finde en stabil kicker, forklarer Auman.

– Bucs’ kicker-job i det kommende efterår er ganske uvist. De (Buccaneers red.) har haft problemer med at finde stabilitet de sidste par år, og de måtte også skifte kicker midtvejs i 2018-sæsonen. Cairo Santos, der sparkede godt i den sidste halvdel af sæsonen, er free agent, så han kan forlænge med Buccaneers, der har vist interesse, men han kan også sagtens skrive under andetsteds.

Cairo Santos kunne måske være Andersens konkurrent, men uanset hvem holdet henter, forventer Greg Auman, at vi får danskeren at se i træningskampene i august.

– Der er gode chancer for, at Andersen forbliver på holdet igennem træningslejren og i pre season. Buccaneers plejer at have to kickere helt indtil nogle få dage, før holdet skal skæres fra 90 til 53 mand i starten af september. Buccaneers vil sandsynligvis investere mere finansielt i en anden kicker, men det betyder ikke, at Andersen ikke kan vinde jobbet, hvis han rammer flere spark i løbet af træningskampene i august.

Phillip Andersen har selv forklaret, hvordan han har trænet med træneren Michael Husted, og det er nok ikke tilfældigt, at Buccaneers var mest interesserede i danskeren. Husted var kicker for Buccaneers i seks sæsoner gennem 90’erne, og Greg Auman forklarer, at Buccaneers tidligere har taget imod gode råd fra Husted.

– Michael Husted er en pensioneret kicker, der normalt træner puntere og kicker i Californien. Jeg tror, at Buccaneers har konsulteret ham i nogle af deres nyerhvervelser, og han har også arbejdet med punter Hayden Hunt, som Buccaneers hentede i sidste måned til at konkurrere om det job henover sommeren. Husted taler i meget positive vendinger om både Hunt og Andersen.

Tidligere nævnte Auman, hvordan Cairo Santos var en mulig kandidat til at konkurrere mod Phillip Andersen, men selv hvis ikke Santos skriver under med Buccaneers, forventer han, at danske Andersen vil blive udfordret af en erfaren kicker.

– Buccaneers henter med al sandsynlighed en anden solid kicker inden træningslejren i august, enten ved at forlænge med Santos eller hente en anden etableret og erfaren kicker. De draftede en kicker i 2016 (Robert Aguayo red.), men det forventer jeg ikke gentager sig på nuværende tidspunkt.

Det bliver spændende at følge igennem sommeren, og meget tyder på, at Andersen vil kunne ses kæmpe for Buccaneers’ kicker-job mod en garvet ræv, når vi når træningslejren og træningskampene i august.