
Én af de bedste venstre tackles i det seneste årti i NFL har indløst sin pension og trækker sig tilbage fra sporten.
Ligaen har mistet endnu en af sine profilerede veteraner. Kort tid efter at den legendariske receiver Julio Jones offentliggjorde sin beslutning om at trække sig tilbage fra NFL, fulgte Terron Armstead trop.
Efter 12 formidable sæsoner og 131 kampe fra start har Terron Armstead valgt at lægge støvlerne på hylden. Det er et tab for NFL, da Armstead utvivlsomt hører til blandt de bedste og mest respekterede venstre tackles i nutidens NFL.
Terron Armstead blev oprindeligt valgt af New Orleans Saints i tredje runde af 2013-draften. Den nu 33-årige venstre tackle nåede at spille ni sæsoner for Saints, før han skiftede til Miami Dolphins forud for 2022-sæsonen, hvor han også færdiggjorde sin karriere.
Det er også umuligt at skrive om Terron Armstead uden at komme ind på hans trofaste og mangeårige holdkammerat Drew Brees. Armstead etablerede sig hurtigt som Brees’ vigtigste dørmand, da han skulle beskytte hans blinde vinkel i venstre side.
Læs også: Legendarisk receiver trækker sig tilbage
Drew Brees havde også kun roser til overs for sin tidligere holdkammerat, da han deltog i Terron Armsteads pensionsfest i weekenden:
– Du (Terron Armstead, red.) nåede 12 fantastiske år i NFL. Det stod hurtigt klart for enhver, at du havde kvaliteterne til at starte på vores venstre tackle i mange år og at du skulle blive en stor leder i vores omklædningsrum. Du har eksemplificeret, hvad det vil sige at være en mester, udtalte Drew Brees bl.a.
I løbet af sine 12 år i NFL blev Terron Armstead stemt i fem forskellige Pro Bowls og udnævnt til et enkelt All Pro-hold. Trods sin succes, så fik Armstead også spoleret store dele af sin karriere af skader og faktisk formåede han aldrig at færdiggøre en hel sæson i NFL. Alene i de seneste tre år glippede Armstead hele 13 kampe for Dolphins.








