Den 35-årige kicker har via Instagram annonceret, at han stopper sin NFL-karriere. Hauschka var en del af det Seahawks-mandskab, der i 2014 vandt Super Bowl XLVIII

Efter 13 sæsoner, en Super Bowl-triumf og 264 ramte field goals har kicker Stephen Hauschka valgt at lægge støvlerne på hylden.

Det annoncerede Hauschka selv fredag via sin Instagram-profil.

Hauschka vil i stedet lægge sin energi i familien, selvom han erkender, at det ikke bliver nemt at sige farvel til sporten.

– Det er nu tid til at fokusere min energi på min familie og forhåbentlig gøre verden til et bedre sted for mine sønner. De sidste 12 år i NFL har været en overraskende og fantastisk rejse, og jeg kommer uden tvivl til at savne det.

Hauschka startede sin karriere i Baltimore (2008-2009) og Denver (2010), men er mest kendt for sine seks sæsoner og i alt 96 kampe hos Seattle Seahawks. Her var han med til at tage Seahawks i to Super Bowls og vinde en enkelt.

Hauschka ramte plet på 88,8 % af sine 197 field goal-forsøg hos Seattle og 95,1 % af sine ekstra point-forsøg. I slutspillet var han endnu mere præcis og ramte kun forbi på ét af sine 20 slutspils-field goal forsøg for Seahawks.

Hauschka rykkede i 2017 til Buffalo Bills, hvor han også var en pålidelig kicker.

Han slutter karrieren med 1,149 points scoret.

Stephen Hauschkas afskedsopslag kan læses herunder i sin helhed.