
Den tidligere All Pro-runningback Nick Chubb har besluttet at lægge støvlerne på hylden og indstille sin karriere.
Efter otte sæsoner, 7.349 løbede yards og 59 scoringer har Nick Chubb besluttet at indstille sin spillerkarriere i NFL.
Nick Chubb har truffet beslutningen i kølvandet på en række skadesplagede år, som til syvende og sidst satte en stopper for hans karriere.
Den værste af skaderne indtraf i 2023, da han ødelagde sit ene knæ i et opgør mod Pittsburgh Steelers. Skaden kostede ham et overrevet ledbånd, et svært beskadiget korsbånd og en overrevet menisk.
Det var et mindre mirakel, at Chubb overhovedet vendte tilbage på grønsværen, da han gjorde comeback i den efterfølgende sæson. Men én ulykke kommer sjældent alene, og Chubb måtte ligeledes give fortabt, før 2024-sæsonen var forbi, da han brækkede sin fod i 15. spillerunde.
Nick Chubb nåede at spille endnu en sæson, efter at han skiftede fra Cleveland Browns til Houston Texans, men han var fortsat en skygge af sig selv, og han sluttede sit sidste grundspil som professionel med beskedne 506 løbede yards og tre touchdowns.
Da Nick Chubb var på sit højeste niveau, var han én af de mest dominerende spillere i NFL. I sine første fem år i NFL leverede Chubb 6.341 løbede yards og 48 touchdowns, hvorpå han blev udnævnt til et enkelt All Pro-hold og stemt i fire Pro Bowls.










