Indianapolis Colts har tirsdag annonceret, at holdets offensive tackle Anthony Castonzo har spillet sit sidste NFL-snap

Efter 10 sæsoner og 152 kampe for Indianapolis Colts har den dygtige venstre tackle Anthony Castonzo valgt at stoppe sin NFL-karriere.

Det har klubben tirsdag offentliggjort i en pressemeddelelse.

– Som barn drømte jeg om at spille i NFL. Jeg spillede min første fulde sæson football i anden klasse, og nu har jeg så spillet min sidste. Når jeg kigger tilbage på det hele, efter en 10 år lang NFL-karriere, så er jeg ekstremt stolt af det hårde arbejde og de ofre, der har gjort det muligt for mig at gøre min drøm til et mål og sidenhen virkelig.

– Jeg har givet football meget, men det har givet mig så meget mere igen. Football er nu et overstået kapitel i mit liv, fyldt med minder og øjeblikke, jeg ikke vil bytte for noget.

Castonzos beslutning er en kende overraskende, da han blot er 32 år gammel. Det er dermed den anden ‘tidlige’ pensionering Colts er vidne til de sidste 17 måneder, da Andrew Luck før 2019-sæsonen valgte at stoppe karrieren blot 29 år gammel.

Colts skal nu på jagt efter en ny venstre tackle, og de er en kandidat til at vælge en i første runde af 2021-draften, hvor de vælger nummer 21.

Anthony Castonzo blev valgt af Indianapolis Colts i første runde af 2011-draften. Han startede 12 kampe i sin rookie-sæson og nåede i alt at starte 144 grundspilskampe og otte slutspilskampe for Indianapolis.