Buccaneers-legende stopper karrieren

0

Tampa Bay Buccaneers’ forsvar har mistet sin mangeårig general. Det er Lavonte David, som har besluttet at hænge støvlerne på hylden.

I løbet af de seneste 14 år har Lavonte David været én af de mest frygtindgydende linebackers i NFL. Nu er en stor æra forbi.

Lavonte David har valgt at indstille sin spillerkarriere, og han efterlader et kolossalt tomrum i midten af Buccaneers’ forsvar og i deres omklædningsrum.

Den 36-årige linebacker var blevet synonym med Buccaneers, og han tilbragte samtlige af sine 14 sæsoner i NFL i Tampa Bay. Buccaneers valgte oprindeligt David i anden runde af 2012-draften, og han nåede at spille 215 kampe i den røde piratuniform.

Undervejs var Lavonte David med til at vinde Super Bowl LV, da Buccaneers tævede Kansas City Chiefs i den store finale, som ovenikøbet blev afholdt på deres egen hjemmebane Raymond James Stadium i Tampa.

Samlet set leverede Lavonte David 1.715 tacklinger og 42,5 sacks, mens han også fremtvang 33 fumbles og 14 interceptions.

Som følge blev David udnævnt til All Pro-holdet à tre omgange (2013, 2016 og 2020), og han blev stemt i en enkelt Pro Bowl (2015).

Selvom David var fyldt 35 år i den forgangne sæson, så spillede han samtlige af Buccaneers’ 17 grundspilskampe, hvori han leverede 114 tacklinger og 3,5 sacks samt tre forcerede turnovers.

Med Lavonte Davids afgang tyder det på, at Tampa Bay Buccaneers kommer til at starte to nye spillere på linebacker-positionerne, hvor de har hentet Alex Anzalone og Christian Rozeboom ind fra transfermarkedet.