Washington og ejer Dan Snyder har besluttet at spille under et midlertidigt navn i den kommende sæson i stedet for at implementere en ny permanent identitet med det samme.

De seneste uger har været begivenhedsrige i den amerikanske hovedstad, hvor Washington først annoncerede tilbagetrækningen af deres 87-årige holdnavn og derefter blev ramt af en alvorlig sexchikane-skandale.

Endnu engang tiltrækker de sig opmærksomhed i NFL-verdenen med afsløringen af deres nye midlertidige navn for 2020-sæsonen: “Washington Football Team”. Holdet annoncerede, at de vil arbejde sammen med spillere, fans, sponsorer og lokalmiljøet om at finde et permanent navn på et senere tidspunkt.

Det kontroversielle Redskins logo på hjelmen er også væk i den kommende sæson, og det bliver erstattet af hvert enkelt spillers rygnummer. Farverne forbliver uændret, men uniformerne vil ikke vise tegn på Washington’s tidligere Redskins-identitet. Navnet, uniformen og hjelmen træder i kraft med det samme, og man vil kunne se det nye look fra den første uge af grundspillet.

Det er endnu uklart, hvornår Washington Football Team skifter til deres permanente navn, men det vil snart være muligt at købe “Washington Football Team”-merchandise hos officielle NFL-forhandlere. Samtidig forventer holdet, at alle tegn og referencer til “Redskins” vil være fjernet fra alle holdets fysiske og digitale domæner inden starten på den nye sæson.