NFLs øvrige holdejere har godkendt salget af Washington Commanders

    0

    Salget af NFL-franchisen Washington Commanders er nu godkendt af de øvrige holdejere og dermed kan handlen endeligt afsluttes.

    Dan Snyder er nu endegyldigt fortid i NFL. De øvrige 31 ejere af NFL-holdene har nemlig stemt for salget af Washington Commanders og dermed kan handlen på svimlende 6.05 milliarder dollars – svarende til 40,5 milliarder danske kroner – afsluttes.

    Det var Adam Schefter, som var først med historien og efterfølgende bragte Tom Pelissero den officielle udmelding fra NFL og Roger Goodell.

    Dan Snyder er dermed færdig som ejer i NFL – en nyhed, som mange i NFL-verden har ventet på.

    Snyder har været genstand for flere sager i NFL, som har bragt både ligaen og sporten i et dårligt lys. Læs blandt andet her, hvordan han har snydt de øvrige NFL-hold for indtægter og her kan du læse om, hvordan der har været omfattende sexchikane hos Commanders under Snyder.

    Daniel Snyder købte Washington-franchisen i 1999 for 750 millioner dollars.