NFL går meget op i, at skabe balance mellem holdene. Det skal være så svært som muligt at skabe dynastier eller at forblive dårlige, og det kommer til udtryk via denne vilde statistik.

Jacksonville Jaguars vandt natten mellem lørdag og søndag AFC-Southdivisionen. Det gjorde de, efter at de i 2021-sæsonen sluttede på sidstepladsen i samme division med blot tre sejre i 17 kampe.

Det er en kæmpe omvæltning for holdet, men selvom det lyder imponerende, så er det faktisk noget som sker ret ofte.

Faktisk er Jaguars det 18. hold i de seneste 20 sæsoner, som vinder deres respektive division året efter at de sluttede på sidstepladsen ifølge NFL Senior Vice President of Football & International Communications Michael Signora.

Det skyldes først og fremmest, at NFL er en liga, som går ind for jævnbyrdighed.

I NFL bliver der nemlig gjort virkelig meget for at holde holdene nogenlunde jævnbyrdige. Et af de mest kendte konkurrenceudlignende parametre er draften, hvor holdene får lov at vælge nye spillere i omvendt rækkefølge af hvor godt de har klaret det i den netop overståede sæson.

Men udover draften så får de dårligste hold også en fordel via blandt andet NFLs lønloft, waiverwiren og programplanlægningen, som alle på en eller anden måde tilgodeser de dårligste eller mindste hold.

Hvis det har interesse, kan der læses mere om det her:

NFL 101 – Konkurrenceudligning

NFL 101 – Programplanlægning

NFL 101 – Waiver Wire

De mest kendte eksempler på “Worst to first” er St Louis Rams og New England Patriots, som i henholdsvis 1999 og 2001 gik fra sidstepladsen til Super Bowl-sejr.