
Første spilleuge er overstået og de to bedste quarterbacks i ligaen hedder Derek Carr og Sam Darnold.
De kommer dog begge på svære opgaver søndag, når de møder hhv. Cowboys og 49ers. Her er fem linjer om hver af søndagens 14 kampe.
Ravens – Raiders kl. 19.00
Lamar Jackson og Ravens var en skostørrelse fra at slå Chiefs i åbningskampen, og skal i aktion igen mod et hold fra AFC West, når de søndag skal spille mod Raiders.
Der er himmelvid forskel på at møde Patrick Mahomes og Gardner Minshew, og Raiders er derfor ugens største underdogs. Bookmakerne giver Raiders et forspring på ni point, og det indikerer nok meget godt styrkefoldet mellem de to hold.
Panthers – Chargers kl. 19.00
Der var lave forventninger til Panthers, som dog alligevel præsterede at skuffe. På trods af en hel sommers arbejde fra den nye cheftræner Dave Canales, så ligner Bryce Young stadig ikke en professionel quarterback, og det kan gå hen og blive endnu en lang dag på kontoret, når Chargers med Joey Bosa og Khalil Mack kommer på besøg.
Som forventet, var Chargers et af de mest effektive løbeangreb i søndags, og Jim Harbaughs tropper kommer til at trampe, tromle og løbe over Panthers.
Cowboys – Saints kl. 19.00
Vi er ikke færdige med at sparke til nogen, der ligger ned. Ifølge PFF, var Derek Carr ligaens bedste quarterback i første spillerinde, men det var han kun, fordi han mødte et af ligaens dårligste hold. Cowboys er i en helt anden liga end Panthers – De kommer med et forgyldt angreb og en Micah Parsons, der spiller som en hund med rabies. Jerry World lægger hus til, og der er ingen “Carr-e mor” her.
Klint Kubiak fik en flot debut som offensiv spilkalder med ni scoringer på ni besiddelser, men han skal havde det store tegnebræt frem, hvis det skal gentage sig.
Lions – Buccaneers kl. 19.00
Billig baggrund? Piraterne fra Tampa Bay var ikke de eneste, der mødte en modstander med skørbug i søndags, for Buccaneers havde fornøjelsen af at spille mod et decideret tandløst Washington Commanders-hold, der viste tæt på ingen kvalitet.
På søndag skal Bucs så på besøg i løvens hule, hvor alfaløven Jared Goff står klar til at tage imod. Han anfører et af ligaens mest eksplosive angreb med flere profiler – nåh ja, så er Lions også gode på forsvaret. Aidan Hutchinson var nemlig den forsvarsspiller, der skabte flest pressures ifølge Pfref.
Packers – Colts kl. 19.00
No love for the Packers – Green Bay må klare sig uden deres loverboy i de kommende uger, da Jordan Love måtte udgå efter at have forstuvet sin MCL.
Det åbner døren for Malik Willis, der har været en Packer i ca 20 dage, siden han kom til fra Tennessee Titans.
Det tidligere syvenderundevalg har en arm som en kanon, og et sigtekorn som en stormtrooper, hvilket lyder præcis som beskrivelsen på Colts quarterback. Anthony Richardson ramte på 9 af sine 19 kast – en fuldstændig forfærdelig kamp, hvis han da ikke lige havde snittet 23 yards pr completion og ramt på tre vidunderlige dybe bolde.
Se kampen gratis med NFL Gamepass!
Jaguars – Browns kl. 19.00
Der bliver ved med at dukke ubehagelige historier op omkring Deshaun Watson, som er en gevaldig klods om benet på Browns. Han er ikke god, men han er fandme dyr. Man skulle næsten tro, at Browns plantede historier omkring Watson for at få en undskyldning for at rive kontrakten over.
Det kan være, at den hullede offensive linje hos Browns giver mulighed for Travon Walker for at få nogle billige sacks. Browns manglede to af deres startende offensive tackles, og det åbnede dørene for James Hudson og Dawand Jones. De ser ud til at starte igen, og det sætter offensiv koordinator Ken Dorsey på lidt af en opgave.
Vikings – 49ers kl. 19.00
Sam Darnold revenge game!
Darnold brugte det meste af 2023 på bænken hos San Francisco 49ers, inden han testede det åbne marked i marts. Her skrev han kontrakt med Vikings, og lidt modt forventning, får han nu lov at starte mod sit tidligere hold.
Han lignede faktisk en hæderlig QB i kampen i søndags – men når man spiller mod Giants er det vist en gratis omgang.
Det ser ud til, at Vikings slipper for RUN-CMC, der stadig kæmper med en skade i læggen. Vinderen af “Bedste offensive spiller” i 2023 har ikke været på banen endnu, men selv uden Christian McCaffrey, så er guldgraverne fra SanFran mere end en mundfuld for Vikes.
Patriots – Seahawks kl. 19.00
Patriots fik en smule foræret, da de i søndags overraskende vandt mod Cincinnati Bengals. De stjal bolden på vigtige tidspunkter, og udnyttede besiddelserne optimalt, hvilket sikrede en sejr over en af AFC-favoritterne.
Omvendt var Seahawks i gavehumør i søndags, hvor man tillod to safeties i sejren over Broncos. Det et to hold med selvtillid, men hvis Seahawks får lidt mere styr på spillet i egen endzone, så burde de være favoritter.
Titans – Jets kl. 19.00
Spørger du PFF, så var Will Levis den ringeste quarterback i første spillerunde. Det var forventet med lidt knas i opstarten, men nok ikke, at han spillede så usikkert. Titans er i gang med at rulle et fuldstændigt nyt angreb ud efter at både cheftræner og Derrick Henry forlod holdet i løbet af foråret, og vi skal nok give dem tid.
De får lov at krydse klinger med et yderst kompetent Jets-forsvar, som kommer til at teste Will Levis hele dagen. Når Jets har bolden, er Aaron Rodgers stadig på jagt efter sin første sejr som en Jet. Her får han en oplagt mulighed.
Commanders – Giants kl. 19.00
Wow… Der er ikke meget at blive ophidset over i denne kamp. Det skulle da lige være, hvis man holder med et af holdene, og sidder og bliver frustreret over præstationerne.
Daniel Jones ligner stadig ikke svaret på noget som helst, og selvom der er store forventninger til Jayden Daniels, så kan det være svært at vurdere, når ens mest produktive receivere er en runningback, holdets anden runningback, en tight end og Luke McCaffrey.
Læs om de sene kampe på næste side, hvor vi blandt andet kommer ind på Hjaltes opgør mod Los Angeles Rams








