Efter de seneste tids rygter om en ændring af NFLs grundspil, har formanden for ligaens spillerforening udtalt, at det ikke er en ændring, som de vil støtte.

Skal antallet af kampe I NFLs grundspil i fremtiden være 18 kampe i stedet for de nuværende 16? Ikke hvis det står til ligaens spillerforening, NFLPA. Foreningens formand DeMaurice Smith siger i en samtale med ESPN og journalist Cameron Wolfe, at et grundspil på 18 kampe ikke er i spillernes bedste interesse.

– “Jeg kan ikke se, at et kampprogram med 18 kampe – under nogle omstændigheder – vil være i spillernes bedste interesse. Hvis de vil præsentere et forslag, der indeholder 18 grundspilskampe, vil vi kigge på det. Jeg har endnu ikke set noget, der får mig til at tænke, at det ville være godt for spillerne”

Rygtet har længe svirret, men blev konkretiseret i denne uge. Det blev offentliggjort, at NFL og holdenes ejere havde diskuteret, at man fremover skulle spille 18 kampe i NFLs grundspil. Det har tidligere været oppe at vende. Specielt ejerne er interesserede i flere kampe, da det giver en større indtjening til dem.

Den nye krølle på halen ved forslaget denne gang er, at spillerne trods 18 kampe på programmet ville blive begrænset til at spille 16 kampe. Det ville give ejerne flere penge, men spillerne mere ro og hvile. Et umiddelbart kompromis. Det vil dog også betyde, at tilskuere kunne købe billet for at se nogle af ligaens absolutte stjerner, men så ende med en lang næse, når de sidder på bænken. Det har NBA-fans været vant til længe, men det ville være noget helt nyt i NFL. Af de mange prisværdige ting, der foregår i og omkring NBA, der er stjerner på bænken ikke den, de fleste vil se i NFL.

Det taktiske element kunne sikkert være interessant, hvornår hviler man hvilke spillere? Skal venstretacklen sidde over samme uge som stjernequarterbacken? Men den generelle stemning omkring forslaget fra fans og journalister har været alt andet end positiv. DeMaurice Smith og spillerforeningen er enige i den vinkel. Og det lyder ikke til, at de kan overbevises, hvis man skal tro Smiths ord

-“Fans og medierne diskuterer, hvad der ville ske med seertal og indtægt og hvorvidt, det er en god eller dårlig idé. For os handler det om, hvem spillerne er som mænd, og om det er godt for os. Hvis en minearbejder er villig til at bruge mere tid i minerne, vil det resultere i flere penge? Ja. Er det en god ting for ham som person? Sikkert ikke. Det er spørgsmålet, som ingen stiller. Det er let at sige, at det er flere penge. Men er det godt for os? Svaret er nej.”

Det er nemlig det centrale spørgsmål. Selv om spillerne måske får mere hvile, vil de 18 kampe stadig være en signifikant ændring i NFL. En liga, der har store problemer, når det kommer til spillersikkerhed. Men når det hele koges ned til flere penge vs. spillernes helbred, hvilken side vil NFL, og i særdeleshed holdenes ejere, så vælge?