COVID-19 hærger fortsat USA, og frygten for en helt eller delvist tilskuerfri sæson er tiltagende. NFL har derfor forslået at gøre 35% af spillernes løn betinget, det erfarer NFL Network-journalist Tom Pelissero.

I sidste uge blev halvdelen af pre season sløjfet, og ifølge flere medier skulle en række NFL-hold have ytret ønske om, at udskyde sæsonstarten, så Corona-truslen har for alvor taget indtog på NFL.

Bliver NFL-sæsonen helt uden eller med reduceret tilskuerkapacitet kommer det til at påvirke NFL’s omsætning betydeligt. I værste fald, ifølge en Forbes-opgørelse fra maj, kan det resultere i et omsætningsfald på over 38%. Det er bla. dette mulige tab, NFL nu forsøger at få kollektiviseret.

NFL’s spillerforening (NFLPA) skulle have formidlet til sine medlemmer, at NFL har foreslået at gøre 35% af lønudgifterne for 2020 betingede af tilskuerindtægter. Ifølge Pelissero skal man dog ikke umiddelbart forvente, at NFLPA går med til denne radikale lønændring. Foreningen mener, at en sådan ændring skal forhandles og aftales i fællesskab, ikke påduttes. Mere pessimistiske stemmer kan argumentere, at spillerene i forvejen ikke har andel i klubbernes stigende værdi, hvorfor en samlet forening af spillere kan og bør stå fast på de aftalte kontrakter.

Under alle omstændigheder er det ikke gode tegn, når NFL selv begynder at tage den slags forbehold. Hvordan det videre forløb kommer til at udvikle sig vides ikke, men som NFL-fan må man bare håbe det bedste.