Grundspillet er mindre end 90 dage væk, men COVID-19 får ligaens spillerforening til at opfordre spillerne til at tænke sig om en ekstra gang de kommende uger.

Efter flere spillere og stabsmedlemmer hos blandt andet 49ers og Tampa Bay Buccaneers er blevet testet positive for Corona-virussen, er ligaens spillerforening, NFLPA, ude med en opfordring til de mange NFL-spillere, der er begyndt at træne sammen.

Beskeden er klar: Stop alle fællestræninger. Den ledende læge hos spillerforeninger, Dr. Thom Mayer, siger følgende i en pressemeddelelse:

“I er hermed informeret om, at det er vores samlede medicinske vurdering, set i lyset af de seneste stigninger i COVID-19 smittede i visse stater, at ingen spillere bør deltage i private fællestræninger. Det er vores mål, at alle spillere og jeres familier er så sunde som muligt i de kommende måneder.”

Flere omkring ligaen er tidligere blevet testet positive for virussen, de største profiler har indtil nu været Saints-træner Sean Payton og Cowboys-stjernen Ezekiel Elliott. Ifølge ESPNs Jeremy Fowler har omkring 10 hold haft minimum én spiller, der er blevet testet positiv for COVID-19.

Selv om klubbernes faciliteter er genåbnede, er der mange begrænsninger i forhold til træning. Mange spillere har derfor forsøgt at skabe mindre træningsfællesskaber for at ruste sig til den nye sæson eller skabe kemi med nye spillere. Kyler Murray har planlagt træninger med DeAndre Hopkins og andre receivere, mens også Tom Brady i sine nye omgivelser i Tampa Bay har trænet med nye holdkammerater.

Det fraråder spillerforeningen dog, Thom Mayer udtaler yderligere:

“Vi arbejder på de bedste forebyggende tiltag omkring holdenes faciliteter for både training camp og den kommende sæson og tror på, at det er til alle spilleres fordel, at vi fraråder alle frivillige fællestræninger får training camp begynder.”