Med kampprogrammet på plads ved vi nu, at Seahawks skal rejse flest kilometer i den kommende sæson. Mest forskånet er Cincinnati Bengals, som skal rejse færrest kilometer.

Der er både fordele og ulemper ved at spille i NFC West. En af fordelene er, at man møder Arizona Cardinals to gange i den kommende sæson. Ulempen er, at der er langt at rejse, når man skal spille på udebane.

Det kommer Seahawks til at opleve i den kommende sæson, hvor de skal rejse intet mindre end 50.855 kilometer i løbet af de 18 grundspilsuger.

Udregningen kommer fra Adam Schefter, som har postet dette på twitter.

Udover det vanvittigt høje antal af kilometer, så skal holdet også krydse hele 36 tidszoner i løbet af sæsonen, hvilket giver anledning til en del jetlag.

Det samme skal San Francisco 49ers, der ligeledes har hjemme på vestkysten. De skal de kun rejse 48.212 kilometer, hvilket er en smule færre end divisionsrivalerne.

Las Vegas Raides har placeret sig pænt i midten – men på trods af en samlet rejseaktivitet på 34.674 kilometer, så skal de stadig krydse hele 34 tidszoner i sæsonen. Kun to færre end 49ers og Seahawks.

Bengals skal rykke sig mindst

I den anden ende finder vi Cincinnati Bengals, som i løbet af sæsonen kun skal rejse 19.218 kilometer. Holdet har udekampe mod Arizona Cardinals og San Francicso 49ers, men spiller ellers udekampe mod hold, som ligger i den umiddelbare nærhed.

Også Green Bay Packers har vundet i programlottoet. I den kommende sæson skal de ud og rejse lidt flere kilometer end Bengals, og skal i løbet af sæsonen krydse 16 tidszoner. Fire flere end Bengals.