Roughing the passer eller Clay Matthews-reglen har været meget omdiskuteret de seneste par uger. Nu er NFLs regelkomité kommet med retningslinjer for, hvordan der fremover skal dømmes.

De seneste ugers kontroverser omkring NFL’s overdrevne fokus på at forsvarsspillere skal undgå at lande med deres kropsvægt på ligaens quarterbacks har affødt mange frustrationer og uforstående, ja nærmest opgivende forsvarsspillere rundt omkring i ligaen.

Det fik onsdag aften NFLs regelkomité til at mødes via en videokonference, hvor de otte mand i rådet og NFLs dommeransvarlige Al Riveron var “til stede”.

Udvalget fastslog, at der ikke ville blive foretaget ændringer til den øgede fokus, der blev godkendt på ligaens årsmøde i foråret, eller på den eksisterende regel, der blev indført helt tilbage i 1995. Det slog NFL’s VP for football operations Troy Vincent fast i en pressemeddelelse.

Den øgede fokus i år fra dommerne kommer efter Vikings linebacker Anthony Barr brækkede kravebenet på Packers quarterback Aaron Rodgers sidste sæson (se første klip i videoen). Det har forårsaget et hav af flag for roughing the passer og flere af dem har været direkte kamp-afgørende.

I alt er der kaldt 34 roughing the passer straffe i de første tre spilleuger. Det er over tre gange så mange som i den tilsvarende periode sidste år.

Selvom ordlyden ikke ændres i reglen og den øgede fokus fortsat vil være der, indrømmede New Orleans Saints træner Sean Payton, der er medlem af komitéen, at nogle af de kaldte straffe har været forkerte, og at der er behov for en mere ensartet linje blandt de forskellige dommer-crews i NFL.

NFL har lavet en video, der præciserer hvad man må og ikke må, hvor Al Riveron viser fire eksempler på tacklinger, der skal give en straf og fire eksempler på lovlig kontakt på en quarterback, der ikke skal udløse en gul klud.