NFLs egen top 100-liste bliver løbende afsløret i disse uger, men Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger har også givet deres bud på en liste. I sidste uge blev de nederste 50 navne afsløret, og her kommer spillerne placeret fra nr. 26 til 50.

Hvert år udgiver NFL.com en liste over de 100 bedste spillere før sæsonen. Stemmerne kommer fra ligaens spillere, og listen giver altid anledning til lidt debat.
Derfor har vi, Dennis Cordsen og Teis Joranger, sat os for at lave vores egen top 100-liste, og inden I får listen, håber jeg, at I vil læse præmisserne for, hvordan listen er udarbejdet.
1) For at gøre det nemmere for os selv blev vi først enige om de 100 spillere, der skulle udgøre vores liste. Det er ikke en nem proces, da der ikke er stor forskel på nummer 80 og nummer 120.
2) Da vi var blevet enige om 100 navne, lavede vi hver vores liste, og det er spillernes gennemsnitsplacering, der i sidste ende bestemmer deres rangering på vores fælles liste.
3) Et af problemerne på NFLs liste virker til at være, at de ikke ved, om det er en liste over 2016-præstationerne eller en liste over de bedste spillere gående ind til 2017-sæsonen. Den officielle definition er: De bedste spillere gående ind til næste sæson – og derfor vil spillere, der var skadet i 2016 ikke blive fjernet eller straffet markant på listen. De får måske en placering lidt lavere end deres peak, men ikke mere end det.
4) Generelt belønner vi også godt spil over flere år, så spillere der lidt ud af det blå har én god sæson, har det svært på listen. Rookies er selvfølgelig lidt anderledes, og der prøver vi at belønne gode takter, men samtidig være varsom med forventningerne.
I mandags udgav NFL deres næstsidste gruppe af spillere (11-20), og vi vil udgive vores liste i fire lidt større bidder med 25 spillere pr. uge. Det betyder også, at når NFL afslører deres sidste 10, kommer vi med vores sidste 25.
Her får I tredje del med spillerne fra 26-50. Giv gerne en kommentar til listen.
Se 51-75, som vi afslørede i sidste uge
Se 76-100, som vi afslørede i forrige uge
Forøvrigt…. Modsat NFLs liste er alle positioner vægtet lige, så der vil ikke være 20 QBs på listen, og offensive linjemænd vil ikke have svært ved at være placeret højt på listen. Så er I advaret.
Se NFLs liste her
Vores top 100-liste: Fra nummer 50 til nummer 26
50. Andrew Luck, QB, Indianapolis Colts
NFL.com-rangering: 51

Med den måde, hvorpå NFL.com-listen rangerer quarterbacks, kan man argumentere for, at Andrew Luck skulle have været højere på deres liste. Til sammenligning har Dak Prescott fået en placering som nummer 14… Det beviser blot, at folk anser sejre som den vigtigste quarterback-statistik. Da Luck var i slutspillet i sine første tre sæsoner kaldte alle ham en top 3 quarterback, hvilket var lige så latterligt, som at han nu for mange knapt er i top 10 blandt quarterbacks. #QBWINS
49. T.J. Lang, OG, Detroit Lions
NFL.com-rangering: Ikke top 100

Mange fokuserede på signingen af Ricky Wagner, men T.J. Lang er den virkelige stjerne blandt Lions’ nye offensive linjefolk. Lang har været stærkt spillende igennem nogle år efterhånden, og hos os er han placeret som den fjerdebedste guard. At han ikke er på NFLs liste vækker blot hovedrysten, men det er typisk offensive linjemænd, der bliver valgt fra til fordel for de mange quarterbacks.
48. Aqib Talib, CB, Denver Broncos
NFL.com-rangering: 38

Hvis vi skulle inddele spillerne på listen i lag, er Talib en af de sidste spillere, inden vi kommer til spillerne lige under den helt skarpe elite. Aqib Talib er efterhånden blevet 31 år, så der er nok ikke mange sæsoner tilbage på højt niveau, men lige nu udgør han ligaens bedste cornerbackduo med Chris Harris hos Denver Broncos.
47. Sean Lee, LB, Dallas Cowboys
NFL.com-rangering: 79

Hvis Sean Lee ikke havde været skadet så ofte, ville han være endt højere. Endnu engang kan vi lige udnytte mulighed for at prikke til NFL.com-listen, da den liste har holdkammeraterne Ezekiel Elliot og Dak Prescott placeret mindst 65 placeringer bedre end den 79. plads, Lee fik.
46. Kawann Short, DT, Carolina Panthers
NFL.com-rangering: Ikke top 100

Sidste år stemte NFLs spillere Kawann Short ind på en fornuftig 58.plads, men i år er han udeladt af listen. Det forstår vi ikke meget af, da Kawann Shorts spil ikke var væsentligt anderledes end i 16-sæsonen.
Men ligesom nogle vurderer quarterbackens evner baseret på sejre, så er der åbenbart også nogle, der vurderer defensive tackles udfra antallet af sejre……
45. Joey Bosa, Edge, Los Angeles Chargers
NFL.com-rangering: 100

NFLs bedste rookie i sidste sæson spillede heldigvis for mig (red. Dennis) hos Chargers. Det har vi valgt at belønne med en flot 45. plads. Bosa viste i 2016, at han allerede er mere end NFL-klar, og det virker ikke usandsynligt, at han i løbet af de kommende sæsoner etablerer sig som den bedste edge rusher efter Von Miller og Khalil Mack.
44. David Bakhtiari, OT, Green Bay Packers
NFL.com-rangering: Ikke top 100

En af fremtidens stjerner på left-tackle. Efter et par gode, men dog ikke spektakulære sæsoner, tog han i 2016 skridtet op blandt elite left-tackles. Hans pass-protection er hans styrke, hvor teknik og mobilitet er fænomenalt. Bakhtiari er blot 25 år, og Aaron Rodgers’ blindside bør derfor være sikker resten af karrieren.
43. Tyrann Mathieu, DB, Arizona Cardinals
NFL.com-rangering: Ikke top 100

2016 var ikke et år, hvor Mathieu ramte topniveauet. Det var tydeligt at se, at han stadig var hæmmet af den korsbåndsskade, som han pådrog sig sent i 2015-sæsonen. Men folk må ikke glemme, at han inden den skade formentlig var en top 5 forsvarsspiller i ligaen i den sæson. Lad os se det niveau igen i 2017, og så vil top 25 være på tale.
42. Lane Johnson, OT, Philadelphia Eagles
NFL.com-rangering: Ikke top 100

Ligaens bedste højre tackle virkede næsten sikker på at skulle rykke til venstre tackle snarligt, da han fik en kontrakt, der værdimæssigt er næsten er dobbelt så stor som ligaens andre gode højre tackles.
Jason Peters holder dog ved og måske er det ikke helt dumt at betale store penge til en højre tackle, når Von Miller, Khalil Mack, J.J Watt, Joey Bosa, Justin Houston og størstedelen af stjerne-edge-rusherne spiller over for holdenes højre tackle?
41. Eric Berry, S, Kansas City Chiefs
NFL.com-rangering: 13

Vi ved godt, at Eric Berry har en fantastisk historie i og med, at han er kommet tilbage efter en kræftsygdom. Men historien ændrer vel ikke ved, at han absolut ikke hører hjemme i den top 15, som spillerne har valgt. Berry blev draftet højt ud af en stor skole og har historien med sig, men her og nu må han tage nøjes med at være vores femtebedst-rangerede safety.
40. Travis Kelce, TE, Kansas City Chiefs
NFL.com-rangering: 26

Op til draften i 2013 kaldte flere eksperter ham for “Mini-Gronk” – og med det viste niveau i 2016 er Kelce da også den tight end, der kommer Rob Gronkowski-niveauet nærmest.
1125 yards og 6 kampe med over 100 yards præsterede Kelce i den forgange sæson, og med de mål, Alex Smith har til rådighed, er der ikke nogen grund til, at den præstation ikke skulle kunne gentages i 2017.
39. Bobby Wagner, LB, Seattle Seahawks
NFL.com-rangering: 39

Så var der bingo. Vi er for en sjælden gangs skyld enige med NFLs liste. Wagner har gennem de sidste fem år været en af ligaens mest dominerende linebackere, og 2016 var en af hans bedste sæsoner.
38. Alex Mack, C, Atlanta Falcons
NFL.com-rangering: Ikke top 100

Èn center – Det var, hvad det kunne blive til på NFL.com-listen, og det er lige før, at det er trættende at blive ved med at kommentere på manglen af offensive linjefolk. Alex Mack kom til Falcons inden 2016- sæsonen, og uha en forskel det gjorde for holdets offensive linje på vej til Super Bowl.  
37. Calais Campbell, DE, Jacksonville Jaguars
NFL.com-rangering: 83

På trods af Calais Campbell er på vej ind i hans tiende NFL-sæson, er han stadig “kun” 30 år gammel. Gennem hele sin NFL-karriere har Campbell leveret på et stabilt og tårnhøjt niveau. Han har næsten ikke misset en kamp i karrieren, og den pålidelighed har næsten gjort hans fornemme præstationer til en selvfølge, men der er ikke mange indvendige defensive linjefolk på hans niveau.
36. Desmond Trufant, CB, Atlanta Falcons
NFL.com-rangering: Ikke top 100 

En af NFLs mest undervurderede spillere. Han var skadet i meget af 2016, da Falcons tog turen til Super Bowl, men i årene forinden havde Trufant udviklet sig til en fremragende cornerback. Forhåbentligt kan han få lov til at vise sig frem på et stærkt Falcons-hold i de kommende år, og så skal folk nok få øjnene op for ham.
35. Landon Collins, S, New York Giants
NFL.com-rangering: 28

I en alder af bare 23 år har Landon Collins allerede spillet en sæson, som de fleste NFL-safeties aldrig kommer til at spille. Efter en skuffende debutsæson i 2015, sparkede han hoveddøren ind til stjernestatus i 2016. Det mest kendte øjeblik fra gennembrudssæsonen er vel det flotte og lange return på en interception mod Rams i London.
34. Justin Houston, Edge, Kansas City Chiefs
NFL.com-rangering: 76

En skadesfri Justin Houston var et monster i 2014-sæsonen med 22 sacks. Desværre har 2015 og 2016 været plaget af skader, hvilket placeringen på NFLs liste også afspejler. Vi glemmer ikke så hurtigt, og giver Houston en sidste chance i 2017 for at retfærdiggøre vores høje placering.
33. Marcus Peters, CB, Kansas City Chiefs
NFL.com-rangering: 32

Den cornerback i ligaen med de bedste playmaker-egenskaber. Hans evner til at læse spillet og finde bolden i luften er fantastiske. Han bliver stadig brændt en gang imellem, men det er naturligt, da han stadig er ung og stadig tester rammerne for, hvilke chancer han kan tage. At han er et naturtalent kan dog ikke betvivles.
32. Eric Weddle, S, Baltimore Ravens
NFL.com-rangering: Ikke top 100

Der er mange gode safeties i NFL, men af en eller anden årsag virker det lidt et lotteri, hvem der får stjerneprædikatet på positionen. Weddle har spillet for Chargers og nu for et Ravens-hold, der heller ikke er det mest bevågede, og derfor ender en af ligaens bedste safeties helt udenfor NFL.coms top 100.
31. Harrison Smith, S, Minnesota Vikings
NFL.com-rangering: 74

Jeg (red. Dennis) har en lille svaghed for safeties og en af dem, jeg hurtigt faldt pladask for var Harrison Smith. Teis havde dog rangeret ham en enkelt placering over mig, men det betyder nok bare, at Vikings-safetien er ganske dygtig. På et stærkt Vikings-forsvar ser vi Harrison Smith som den største stjerne.
30. Cameron Jordan, Edge, New Orleans Saints
NFL.com-rangering: Ikke top 100

Bare fordi Saints’ forsvar har været ringe de seneste år, kan det godt indeholde gode spillere. Cameron Jordan er en af de mere oversete defensive-ends i NFL. Han præsterer på et stabilt højt niveau og er en af de få kilder til uro hos Saints. At han ikke er i top 100 på NFLs liste er under al kritik.
29. Patrick Peterson, CB, Arizona Cardinals
NFL.com-rangering: 19

Hvis vi fratrækker de manglende offensive linjemænd på NFL.com-listen, ender vi på en næsten identisk placering til Cardinals-cornerbacken Patrick Peterson. Set over en hel sæson er han på niveauet lige under de allerbedste cornerbacks, men på dagen er topniveauet helt i top. For et par år siden fik Peterson konstateret diabetes, og sygdommen gav Peterson nogle problemer på banen, men han har efterhånden fået helt styr på det.
28. Drew Brees, QB, New Orleans Saints
NFL.com-rangering: 16

Drew Brees er placeret under Dak Prescott og Derek Carr på NFLs liste. Det hører ingen steder hjemme og udløser blot hovedrysten fra os. Brees har måske mistet et par procent over de seneste år, men han er stadig aldeles fremragende. De to andre kommer måske op på det niveau, men Brees er stadig klart NFLs tredjebedste quarterback på nuværende tidspunkt.
27. Trent Williams, OT, Washington Redskins
NFL.com-rangering: 47

Mennesker på den her størrelse må ikke kunne bevæge sig, som Trent Williams kan. Williams startede sin NFL-karriere en smule sløjt, men man må sige, at Redskins-tacklen er kommet efter det.
Fik 4 kampes karantæne i 2016 og i 2011 fik han også karantæne, så det kan måske være noget, der kommer til at give problemer igen.
26. Richard Sherman, CB, Seattle Seahawks
NFL.com-rangering: 21

Sherman er en af de mere unikke spillere i NFL, og så er han nok den primære årsag til, at mange NFL-hold er begyndt at drafte store/høje cornerbacks, før de reelt burde være draftet. Som en lille bonusinformation kan vi nævne, at Richard Sherman har spillet alle 16 grundspilskampe i de seks sæsoner, han har været en del af NFL.

Spillere fra 26-50 på NFLs liste, som vi ikke har

31. Matthew Stafford, QB, Detroit Lions
Hypen nåede episke niveauer i løbet af 2016-sæsonen, fordi Lions havde et hav af comeback-sejre. Men nu stiller jeg lige et spørgsmål, der sikkert ikke er populært. Var Stafford markant bedre end tidligere år? Der var måske lidt færre graverende fejl, men i lange perioder i 2016 var Stafford sit normale glimrende omend ikke fantastiske jeg.
33. DeMarco Murray, RB, Tennessee Titans
DeMarco Murray kan man sagtens forsvare at have på listen, og han var dag også i overvejelserne til nogle af pladserne længere nede af listen. Vi kan dog ikke helt se en top 40-spiller, men det er nok positionens mediebevågenhed, som sikre nogle af disse runningbacks så høje placeringer. Murray var dog tæt på at ende i top 100.
34. Kam Chancellor, S, Seattle Seahawks
Åh, ja. Så skal vi til det med checklisten igen.
– Spiller for et profileret hold ✅
– Blev draftet tidligt og var en stor profil i college ❌
– Hans hold vinder mange kampe ✅
– Spilleren leverer store highlight-spil enten gennem hits, akrobatiske grebne bolde eller lignende ✅
3 ud af 4. – Misforstå os ikke. Kam Chancellor er en god spiller, og han var ikke langt fra at komme ind på listen. Men en plads som nummer 34 er ganske meget for højt.
36. Tyreek Hill, WR/returner, Kansas City Chiefs
Det var en virkelig sjov rookiesæson Tyreek Hill havde. Hver kamp var han næsten garant for et stort spil, der endte i touchdown, men udover de få store spil, var hans rolle begrænset. I længden kan man ikke gentage den type produktivitet på så få snaps (lige over 400). Vi må ikke glemme, hvor lidt han egentlig viste rent receivermæssigt, og før han kan vise det, er han ikke i nærheden af listen
Nr. 42 Jarvis Landry, WR/returner, Miami Dolphins
For at Landry skal opnå en placering som nummer 42, må der i gennemsnit kun være 1,3 spillere på hvert hold, der er bedre end Jarvis Landry.. Og ja, vi snakker spillere – ikke receivere… Jarvis Landry er god til det, han gør, men jeg tvivler stærkt på, at noget hold vil være komfortable med Landry som førstereceiver.
Nr. 48 Jordy Nelson, WR, Green Bay Packers
Jordy Nelson var marginaler fra at komme med i top 100, og han fortjener det en del mere end Tyreek Hill og Jarvis Landry.

2 KOMMENTARER

  1. Der er ingen tvivl om at lave en top 100 er en meget svær og næsten umulig opgave. Antallet af spillere er enormt. Modigt af Teis og Dennis at kaste sig ud i et sådant projekt.
    Denne kritik skal også ses i ovenstående perspektiv: Det at man har valgt ikke at tage Kam Chancellor med må være en misforståelse.Chancellors betydning for Seahawks er enorm og overgår både Bobby Wagner og Michael Bennett. Prøv blot at se Seahawks defence i de to seneste sæsoner, hvor Chancellor ikke har været med eller har spillet trods skader. Hans spil handler ikke kun om highlight hits. Han er fantastisk mod løbet og undervurderet mod kastet. Han burde være blevet Super Bowl MVP mod Broncos i Super Bowl 48.
    Og så til sidst lidt ros. Fedt at I tager flere Offensive linemen med og her skal I ikke høre kritik for ikke at have nogen Seahawks linemen med….

    • Hej Mads.
      Først og fremmest, så tak for de rosende ord.
      Angående Chancellor, så var han ikke langt fra listen – Jeg husker det som om, at han var den sidste safety, vi pillede fra. Hvis vi udelukkende tager spillet fra 2016 i betragtning, vil han nok være blandt de bedste 100, men set fra min stol har han ikke præsteret på det samme høje niveau i en længere periode, omend han altid har været over middel – og derfor kom han ikke med i Top 100.
      Angående betydning er jeg uenig. Iøvrigt handler listen ikke om betydningen for holdet, da quarterbacks på den måde ville indtage næsten alle pladser 🙂
      Som skrevet var Chancellor ikke langt fra listen, og havde han været nummer 75 eller 80 på NFL.com-listen, er jeg heller ikke sikker på, at vi ville have brokket os. Meeeen en plads som nummer 34 er bare for højt.
      Tak for kommentaren, og giv endelig lyd fra dig igen.
      //Dennis

Comments are closed.