NFLs egen top 100-liste bliver løbende afsløret i disse uger, men Gul Kluds Dennis Cordsen og Teis Joranger har også givet deres bud på en liste. I sidste uge kom de første 25 navne, og her afslører de spillerne placeret fra nr. 51 til 75.

Hvert år udgiver NFL.com en liste over de 100 bedste spillere gående ind i 2017-sæsonen – bemærk at det IKKE er de bedste spillere fra 2016. Stemmerne kommer fra ligaens spillere, og listen giver altid anledning til lidt debat.
Derfor har vi, Dennis Cordsen og Teis Joranger, sat os for at lave vores egen top 100-liste, og inden I får listen, håber jeg, at I vil læse præmisserne for, hvordan listen er udarbejdet.
1) For at gøre det nemmere for os selv blev vi først enige om de 100 spillere, der skulle udgøre vores liste. Det er ikke en nem proces, da der ikke er stor forskel på nummer 80 og nummer 120.
2) Da vi var blevet enige om 100 navne, lavede vi hver vores liste, og det er spillernes gennemsnitsplacering, der i sidste ende bestemmer deres rangering på vores fælles liste.
3) Et af problemerne på NFLs liste virker til at være, at de ikke ved, om det er en liste over 2016-præstationerne eller en liste over de bedste spillere gående ind til 2017-sæsonen. Den officielle definition er: De bedste spillere gående ind til næste sæson – og derfor vil spillere, der var skadet i 2016 ikke blive fjernet eller straffet markant på listen. De får måske en placering lidt lavere end deres peak, men ikke mere end det.
4) Generelt belønner vi også godt spil over flere år, så spillere der lidt ud af det blå har én god sæson, har det svært på listen. Rookies er selvfølgelig lidt anderledes, og der prøver vi at belønne gode takter, men samtidig være varsom med forventningerne.
I mandags udgav NFL deres tredjesidste gruppe af spillere (21-30), og vi vil udgive vores liste i fire lidt større bidder med 25 spillere pr. uge. Det betyder også, at når NFL afslører deres sidste 10, kommer vi med vores sidste 25. Her får I andel del med spillerne fra 51-75. Giv gerne en kommentar til listen og eventuelle manglende spillere.
Se vores nr. 76-100, som vi afslørede i sidste uge
Forøvrigt…. Modsat NFLs liste er alle positioner vægtet lige, så der vil ikke være 20 QBs på listen, og offensive linjemænd vil ikke have svært ved at være placeret højt på listen. Så er I advaret.
Se NFLs liste her
Vores top 100-liste: Nr.75-51
Nr. 75 Josh Sitton, OG, Chicago Bears
NFL.com-rangering: Ikke top 100
Bare fordi Packers fyrede ham inden 2016-sæsonen, betyder det ikke, at Sitton ikke kan spille football mere. Han fortsatte blot takterne fra de gode år hos Packers og havde et stærkt 2016 for Bears. Selvom han er blevet 30 år, forventer vi ikke, at hans niveau falder markant i 2017.
Nr. 74 David DeCastro, OG, Pittsburgh Steelers
NFL.com-rangering: 97
Skridt for skridt er DeCastro over sine fem sæsoner blevet en af ligaens bedre guards. Hans spil i 2016 var virkelig imponerende, dog med én anke. Modsat tidligere år begik DeCastro et hav af straffe, og endte med flest blandt alle guards i ligaen. Antaget at han får modereret det, ligner han top 5-guard i 2017.
Nr. 73 Ben Roethlisberger, QB, Pittsburgh Steelers
NFL.com-rangering: 22
Ben Roethlisberger er på sine bedste dage en helt fænomenal quarterback, der kunne gøre sig gældende i top 20-30 stykker på denne liste. 2016 var dog en bekymrende sæson. Roethlisbergers niveau var svingende og i for mange kampe decideret dårligt. Og når han derefter bruger et par måneder på at overveje et karrierestop, er der begrundet tvivl om, hvorvidt Roethlisberger kan ramme niveauet fra tidligere år. Derfor må han også tage til takke med en placering uden for vores top 5 quarterback.
Nr. 72 DeVonta Freeman, RB, Atlanta Falcons
NFL.com-rangering: 41
Der er noget befriende over, at DeVonta Freeman er så god, som han er. Han ikke den største og langt fra den hurtigste, men alligevel er han blandt NFLs bedste runningbacks. Vision, overblik og forståelsen for positionen giver han en stor fordel.
Nr. 71 Reshad Jones, S, Miami Dolphins
NFL.com-rangering: Ikke top 100
En konsekvent overset spiller. I årene 2012 til 2015 var han fantastisk, men Dolphins-holdet gjorde, at han fløj under radaren. Da Dolphins endelig blev relevante i 2016, var Reshad Jones skadet det meste af sæsonen. Det skader ham ikke på vores liste, hvor han grundet stabilt højt niveau over en årrække vipper en spiller som eksempelvis Tony Jefferson ud i mørket.
Nr. 70 Jimmy Graham, TE, Seattle Seahawks
NFL.com-rangering: Ikke top 100
I starten brugte Seattle Jimmy Graham lige så forkert, som jeg ville bruge bratschen på en violin. Nu virker de to parter dog til at have fundet melodien, og derfor er Jimmy Graham igen et seriøst mismatch mod de fleste hold med sin kombination af højde, fart og gode hænder.
Nr. 69 LeSean McCoy, RB, Buffalo Bills
NFL.com-rangering: 27
LeSean McCoy havde et rigtig flot 2016, og han har generelt haft en undervurderet karriere. Alligevel er det lidt overraskende for os, at han er placeret helt oppe i top 30 på NFLs liste. Det har nok noget at gøre med hans position som runningback, der generelt trækker gode stemmer. Vi har ham lidt mere moderat placeret, dog stadig som vores fjerdebedste runningback på listen.
Nr. 68 Brandon Graham, Edge, Philadelphia Eagles
NFL.com-rangering: 93

Han har endnu ikke skrabet store sacktotaler sammen, hvilket sikkert vil betyde, at mange overser ham. Spillet på banen er dog på et rigtig højt niveau, hvor han både som pass-rusher og i løbespillet er en force.
Nr. 67 Jadeveon Clowney, Edge, Houston Texans
NFL.com-rangering: 49
Hans første to sæsoner var skadesplagede og derfor smækkede mange et “bust”-mærkat på Clowney. Det mærkat skal nok trækkes lidt i land efter et 2016, hvor Clowney begyndte at vise storspil. Mod løbet er Clowney allerede sublim, og selvom han endnu ikke har skovlet sacks til sig i store mængder, er han også en trussel som pass-rusher.
Nr. 66 Jalen Ramsey, CB, Jacksonville Jaguars
NFL.com-rangering: Formentlig Ikke top 100
Rookies er det eneste tilfælde, hvor vi i lidt højere grad tillader os at forudsige niveauet gående ind i 2017, ellers er rangeringerne næsten kun baseret på tidligere års præstationer. Det er også i det lys, at Jalen Ramseys fine placering skal ses. Sæsonen som helhed berettiger ikke til så høj en placering, men den sidste måned til halvanden viste Ramsey fremragende takter, og tager han det spil med ind i 2017, vil han retfærdiggøre denne placering.
Nr. 65 Fletcher Cox, DT, Philadelphia Eagles
NFL.com-rangering: 38
Ikke meget andet at sige end, at Fletcher Cox er en rigtig dygtig footballspiller. Om du har ham her, eller 38, som NFL.com har, er egentlig ikke noget vi kan kritisere voldsomt. Det er smag og behag, og heldigvis er begge lister enige om, at Cox er super dygtig.
Nr. 64 DeAndre Hopkins, WR, Houston Texans
NFL.com-rangering: Ikke top 100
Det var ikke noget stærkt 2016 for Andre Hopkins, der virkelig led under Brock Osweiler-eksperimentet. Niveauet i 2014 og 2015 var dog tårnhøjt, og derfor lader vi tvivlen komme ham til gode i håb om, at 2016 kan tilskrives quarterback-problemer.
Nr. 63 Ezekiel Elliott, RB, Dallas Cowboys
NFL.com Rangering: Ikke afsløret endnu (top 20)
NFL.coms liste lapper hypen i sig og har placeret Elliott i top 20. Jo, Elliott var god i 2016, og han er vores tredje bedst placerede runningback på listen, men 20 indikerer en elitespiller, der har vist sig værende elite over flere år. Den status er han ikke i nærheden af endnu, og derfor er vi ret uenige med NFL.coms liste.
Nr. 62 Michael Thomas, WR, New Orleans Saints
NFL.com-rangering: Ikke top 100
New Orleans Saints vovede at bytte Brandin Cooks væk til New England Patriots, og det var der en grund til. Han hedder Michael Thomas og brød igennem big time som rookie sidste år. Hans 92 grebne bolde som førsteårsspiller er kun overgået af Anquan Boldins 101 grebne bolde i 2003. Alt peger på, at Michael Thomas vil være en af NFL 5-10 bedste receivere i de kommende år.
Nr. 61 Jerrell Freeman, LB, Chicago Bears
NFL.com Rangering: Ikke top 100
En plads som nummer 61 er ikke én placering højere, end Freeman har fortjent. Freeman er ikke en spiller, der har stjålet overskrifter i medierne, men det skyldes nok delvist, at han har spillet på dårligere forsvar og delvist, at han kom sent i ligaen efter nogle år i Canadian Football League.
Nr. 60 Russell Wilson, QB, Seattle Seahawks
NFL.com-rangering: 24
Wilson er en rigtig dygtig quarterback, og det hersker der ikke nogen tvivl om. Men der er alligevel nogle ting, der gør, at han ikke hører til på den øverste hylde, når vi snakker quarterback. Den største ting for mig (red. Dennis) er, at han for ofte skaber meget pres på sig selv i situationer, hvor det overhovedet ikke er nødvendigt. Jeg glæder mig dog til at se hami den kommende sæson, nu hvor han bør være over de skader, der plagede ham sidste år.
Nr. 59 Larry Fitzgerald, WR, Arizona Cardinals
NFL.com-rangering: 45
Det er nogle år siden, at Fitzgerald var på karrierens bedste niveau, og det er tydeligt, at han ikke længere har helt det samme at komme med på de fysiske parametre. Men Fitz er nok det mest sikre mål, jeg kan huske at have set i NFL. Nu hvor han spiller mere i slotten for Cardinals, flytter han kæderne som få andre. Og så er det bare et ekstra lille krydderi, at han efter 13 sæsoner i NFL stadigvæk blokerer i løbespillet, som var han en undraftet rookie, der skulle tilkæmpe et yderligt mandat i truppen.  
Nr. 58 Dez Bryant, WR, Dallas Cowboys
NFL.com-rangering: 60
To sæsoner med skader og deraf manglende produktion vil formentlig betyde, at mange vil have ham lavere eller helt af listen. Vi føler dog, at den skadesfri Bryant mod slutningen af sidste sæson viste flere af de takter, der gjorde ham dominerende i 2012-2014. Derfor er også at finde på denne liste gående ind til 2017-sæsonen.
Nr. 57 Janoris Jenkins, CB, New York Giants
NFL.com-rangering: 54

Når man ser football på TV, kan det ofte være svært at se, hvor gode cornerbacksne i virkeligheden er, fordi de forsvinder ud af skærmen på mange spil. Da jeg (red. Dennis) var med Gul Klud i USA, så jeg dog Janoris Jenkins følge selveste AJ Green rundt i en kamp i New Jersey – en kamp hvor Jenkins virkelig spillede en god kamp.
Angående Jenkins er vi ret enige med NFL.com-listen.
Nr. 56 Kevin Zeitler, OG, Cleveland Browns
NFL.com-rangering: Ikke top 100
Browns sikrede sig en virkelig dygtig spiller, da de hentede Zeitler i free agency. Hos Cincinnati har Zeitler udviklet sig til en klasseguard og på vores liste er han rangeret som den fjerdebedste guard. Sammen med Thomas, Bitonio og Tretter ser Browns’ offensive linje stærk ud.
Nr. 55 Geno Atkins, DT, Cincinnati Bengals
NFL.com-rangering: 68

Der er mange defensive tackles i det her område, og hvor de lige skal placeres i forhold til hinanden er en smagssag. Atkins er en af ligaens bedste pass-rushing trusler indvendigt og er stadig dygtig mod løbet.
Nr. 54 Greg Olsen, TE, Carolina Panthers
NFL.com-rangering: 68

Når Cam Newton i de forgangne sæsoner har skullet finde sig et mål, har han først kigget på Greg Olsen. Derefter har han taget øjnene væk for så igen at kigge efter Greg Olsen og resultatet er oftest blevet, at Greg Olsen efterfølgende greb bolden.. Olsen er ikke decideret dårlig i blokeringsspillet, men forcen er klart, når bolden skal hives ind.
Nr. 53 Damon Harrison, DT, New York Giants
NFL.com-rangering: 96
NFLs bedste run-stopper. Harrison er helt absurd dygtig mod løbet, og ingen anden defensive-tackle er lige så dominerende. Mod kastet bidrager Harrison dog ikke så meget, og derfor kan det “kun” blive til en placering i 50’erne.
Nr. 52 Ndamukong Suh, DT, Miami Dolphins
NFL.com-rangering: 55

Der bliver kastet statistikker rundt, som skal vise, at Suh har været dårligt spillende i Miami, fordi løbeforsvaret har givet mange yards op. Den sidste del af den sætning er da også korrekt, men faktisk har Suh spillet godt på et forsvar, der ellers mangler en del på talentfronten.  
Nr. 51 Matt Ryan, QB, Atlanta Falcons
NFL.com-rangering: Ikke afsløret endnu (top 20)

På NFLs liste bliver han belønnet voldsomt for hans MVP-sæson, ligesom Newton gjorde efter 2015-sæsonen. Man må dog også huske de mange sæsoner forinden, hvor Ryan var dygtig omend ikke spektakulær. Vi belønner ham for 2016, men skal se flere sæsoner på samme niveau, før vi smider ham op i elite-selskabet.
Spillere i NFLs 51-75 udenfor vores liste
Nr. 73 Philip Rivers, QB, Los Angeles Chargers
Jeg elsker Philip Rivers, hans bonderøvsagtige bolo tie, og at han har uendeligt mange børn. Men Chargers-quarterbackens er lidt nedadgående, og armen, der aldrig har været særlig god, er blot blevet endnu svagere. Chargers kan godt vinde kampe med Rivers, men det betyder ikke, at han er blandt de 100 bedste spillere i NFL.
Nr. 71 Julian Edelman, WR, New England Patriots
Den er altid lidt svær med Julian Edelman. På den eneste side er han super dygtig i hans rolle for Patriots. På den anden side er det vel ikke mange hold, hvorpå man kan sige, at han ville være blandt holdets tre bedste spillere? – hvilket det i gennemsnit cirka kræver for at kunne komme ind i top 100 i en liga med 32 hold.
Nr. 70 Kirk Cousins, QB, Washington Redskins
Quarterbacks er den position, hvor flest har fået øksen i forhold til NFLs liste. NFL har op mod 15 QBs med på deres liste, og når alle positioner vægtest lige højt, kan det simpelthen ikke forsvares. Cousins er en fin quarterback, men han var ikke overvejelserne til vores liste.
Nr. 69 Jay Ajayi, RB, Miami Dolphins
Han var den sidste runningback, der blev valgt fra til vores liste. Vi føler dog stadig, at han er for meget hit or miss i hans løbestil. Hans fysik er et plus, men vision skal blive bedre i fremtiden.
Nr. 66 Xavier Rhodes, Minnesota Vikings
Vikings-fans vil nok føle sig snydt, og måske med rette. Næsten en håndfuld Vikings-spillere blev skåret fra blandt de sidste 20 stykker. Rhodes er en rigtig dygtig spiller, men vi 10 CBs på listen, som vi mener er bedre.
Nr. 64 Casey Hayward, CB, Los Angeles Chargers
I 2016 førte han NFL med 7 interceptions, og generelt spillede Hayward en rigtig god sæson. Men for at vi kan placere ham i top 100, er vi nødt til at se det over en lidt længere periode, da spillet på banen trods alt ikke rimer på en placering i øverste halvdel af vores liste.
Nr. 62 Cameron Wake, Edge, Miami Dolphins
Wake er en af mine absolut favoritspillere, og han er en dødbringende pass-rusher. Wake er dog ikke helt god nok mod løbet til, at vi kan snige ham med. Hans karriere er dog beundringsværdig.
Nr. 57 Jameis Winston, QB, Tampa Bay Buccaneers
Endnu en quarterback, der ikke kommer på vores liste. Det går den rigtige vej med Winston, men præcisionen er stadig ikke god nok til, at han kan kalde sig en top 10 quarterback. Han skal nok få nogle placeringer på vores liste i fremtiden.
Nr. 56 Cliff Avril, Edge, Seattle Seahawks
Hvis vi havde lavet en liste med 10 boblere/honorable mentions, var Avril blevet nævnt. Avrils styrke er som pass rusher, og hvis evnerne i løbespillet var ligeså gode, ville han have fundet sig en sikker plads på vores liste.
Nr. 53 Amari Cooper, WR, Oakland Raiders
Der er ingen tvivl om, at Amari Cooper har talentet til at stryge et halvhøjt op på vores liste, men nu og her virker hans gode ry til at være baseret lidt for meget på højdepunkter og det faktum, at han blev valgt #4 overall ud af college-dynastiet Alabama. Selvom han er nummer 53 på NFL.com-listen, ville en spiller som Doug Baldwin stå foran Amari Cooper i køen til “Gul Kluds 100 – 2017”. Hvis Cooper finder mere stabilitet i spillet bliver han dog en uundgåelig herre i top 100.