Når du står op fredag morgen, så ligger der et dugfriskt kampprogram fra NFL klar.

Kampprogrammet for 2020 bliver offentliggjort torsdag og det bliver ifølge NFL stort set som oprindeligt planlagt.

Der har været spekuleret i alt fra en forkortet sæson til udsættelse og en senere Super Bowl. Men torsdag kommer NFL med det længe ventede kampprogram, og det bliver angiveligt uden de store ændringer.

Der er dog én meget væsentlig ændring for især de europæiske NFL-fans. Som vi skrev mandag på Gul Klud, så har NFL aflyst sine kampe i London og Mexico på grund af smittefaren og usikkerheden omkring Covid-19.

De fem internationale kampe bliver alle spillet på de respektive klubbers hjemmebane i stedet for, og når kampprogrammet ser dagens lys bliver det med start- og slutdato som oprindeligt planlagt.

Dvs. første spilleuge ligger den anden weekend i september med åbningkampen torsdag d. 10. september, hvor Super Bowl mestrene fra Kansas City Chiefs skal møde en endnu unavngiven modstander. Super Bowl skubbes heller ikke. Den ligger fortsat den 7. februar og skal spilles i Tampa.

Samtidig med udgivelsen af kampprogrammet for grundspillet, så kommer der fuldt program for pre-season med fire spilleuger og Hall of Fame kampen i Canton mellem Dallas Cowboys og Pittsburgh Steelers torsdag d. 6. august.

Der vil fortsat være fokus på udviklingen af Covid-19, og NFL har givetvis taget højde for forskellige scenarier, hvor sæsonen ikke kan begynde som planlagt.

Foreløbige spekulationer angående kampprogrammet går på åbningskampen, hvor Chiefs hjemme skal møde Houston Texans (som de slog uf af slutspillet sidste sæson efter at have været bagud med 20-0), og så skal Tampa Bay Buccaneers og Atlanta Falcons spille sæsonens første Monday Night kamp.

Det bliver vi alt sammen klogere på torsdag nat.