Colin Kaepernick skal prøvetræne i NFL, hvor han kan vise sig frem for de 32 hold lørdag.

Colin Kaepernick får nu chancen for at vise, at han hører hjemme i NFL. 

Den 32-årige quarterback skal lørdag til en prøvetræning i Atlanta, der er arrangeret af NFL, og hvor alle 32 NFL-hold vil få muligheden for at deltage.

Prøvetræningen vil involvere øvelser på banen samt private interviews, og efterfølgende vil video fra prøvetræningen blive gjort tilgængelig til alle NFL-hold.

Det skriver NFL.com, og Colin Kaepernick selv bekræfter nyheden på Twitter. 

– Jeg har lige fået besked fra mine agenter om, at NFL har kontaktet dem angående en prøvetræning i Atlanta lørdag. Jeg har været i form og klar til dette i tre år, og jeg kan ikke vente med at se cheftrænere og general managers lørdag, skriver Kaepernick. 

Colin Kaepernick spillede sidst i NFL i 2016 for San Francisco 49ers, hvorefter han ikke har kunnet finde en ny arbejdsgiver i NFL. Siden indledte han en sag mod NFL, som han anklagede for bevidst at holde ham ude som følge af hans knælende protest, og den sag blev lukket i foråret, da parterne indgik et forlig.

I sin karriere står Colin Kaepernick noteret for 69 kampe, hvor han har kastet for 12.271 yards, 72 touchdowns og 30 interceptions. Samtidig har han løbet for 2300 yards og 13 touchdowns.