Lørdag nat sker der noget ganske unikt. Morten Andersen bliver officielt indlemmet NFLs Hall of Fame.


Det danske medie Draftday.dk har interviewet danskeren forud for den store begivenhed, og her løfter danskeren sløret for, at han vil sende en hyldest til Danmark i sin tale.
Lad os springe tilbage til lørdag aften d. 4. februar. NFL afholder sit årlige award show, hvor årets MVP kåres og hvor årets nye medlemmer af Hall of Fame offentliggøres. Én af dem var naturligvis danske Morten Andersen. Han tænker tilbage på den begivenhedsrige dag:
– Det var fandme fantastisk at stå på scenen, og så kom alle de mange Hall of Famer-medlemmer op til mig. Det var surrealistisk, siger Morten Andersen til Draftday.dk.
Fredag aften modtager Morten Andersen sin gyldne jakke som symbol på, at han officielt er optaget i Hall of Fame, sammen med blot 310 andre spillere i historien. Han glæder sig og har fået et godt råd med på vejen fra andre medlemmer:
– Det er blevet holdbart. Jeg kan nyde det nu, og jeg har flere gange fået at vide af andre Hall of Famers, at jeg skal huske at nyde det, fortæller han.
Fire hektisk dage
Hall of Fame-ugen begyndte allerede onsdag aften, torsdag var Hall of Fame-kampen mellem Dallas Cowboys og Arizona Cardinals (se video highlights), fortsætter fredag med Golden Jacket ceremony og lørdag er så den officielle indvielse, hvor bronzebusten, der forestiller Andersens hoved, bliver offentliggjort..
– Det bliver fire hektiske dage. Men det gør også bare, at det bliver én stor fest, siger den danske kicker.
Mange venner fra både USA og Danmark kommer til Canton i Ohio for at være der sammen med den 57-årige dansker:
– Vi har inviteret så mange mennesker, vi synes, vi kunne invitere. Som dem, der har betydet noget i min karriere, mine gode venner, min familie, siger han.
Danmark og USA
De mange danskere og alle andre tilstedeværende kan se frem til talerne fra de nye medlemmer af Hall of Fame, og her har Morten Andersen planlagt noget ganske særligt.
– Jeg har kun 12 minutter at tale i, så jeg kan ikke nå at takke alle, men jeg vil da hive nogle stykker frem. Jeg vil også bruge lidt humor og tale om de ting, jeg skulle lære, da jeg begyndte at spille football. Og så vil jeg tale om, at min glæde for spillet voksede, afslører han over for Draftday.dk.


– Jeg vil fortælle om de værdier, jeg har taget med mig fra Danmark, som jeg kunne bruge i det her game. Min vilje, min stædighed og dét, at jeg er vestjyde, siger han.
– Det skal også være en kærlighedserklæring til USA, for jeg vil fortælle om de chancer, jeg har fået i USA.
https://twitter.com/NFLPlayerEngage/status/892726558875688961
Selvom Morten Andersen virker klar til den store begivenhed, er han udmærket klar over, at det bliver et følelsesladet øjeblik:
– Det bliver et stort øjeblik, og følelserne vil tage over, lyder det fra danskeren.
Gul Klud har Jesper Elming til stede i Canton til Hall of Fame ceremonien.

1 KOMMENTAR

  1. Det er kæmpestort! Og bliver nok også en lille smule følelsesladet for os andre 😉
    Danmark har produceret en del store sports navne igennem tiden – men meget få har opnået prædikatet “levende legende” og fået hæder som en af de bedste indenfor sit felt! Lige nu kan jeg faktisk kun komme i tanke om Poul Elvstrøm, udover “The Great Dane” 🙂

Comments are closed.