Football is back!

0

Nu kan I snart få stillet jeres football-sult. Natten til fredag indleder Detroit Lions og Los Angeles Chargers preseason, når de mødes i sportens vugge i Canton.

Det er mere end fem måneder siden, at Philadelphia Eagles blev kronet som mestre, efter at de udraderede Kansas City Chiefs i Super Bowl LIX. Der er løbet meget vand gennem åen siden, og nu står vi på tærsklen til en ny sæson i NFL.

Se hele NFL-sæsonen med NFL Gamepass

Frem til sæsonstart skal der spilles 49 træningskampe i NFL, og traditionen tro åbner ballet i Canton, Ohio, som en del af Hall of Fame-festlighederne. I år er det Detroit Lions og Los Angeles Chargers, der mødes i den traditionsrige kamp på Tom Benson Hall of Fame Stadium.

Hvilken betydning har Hall of Fame-kampen?

Hall of Fame-kampen har været en fast tradition i NFL siden 1962, hvor den første kamp blev spillet mellem New York Giants og St. Louis Cardinals. Det betyder, at kampen har været en årlig begivenhed i NFL-kalenderen i mere end 60 år.

Opgøret markerer grundlæggelsen af Pro Football Hall of Fame og indleder en weekend med festivitas, når de nye medlemmer officielt bliver indlemmet i Hall of Fame.

I år er det wide receiver Sterling Sharpe, tight end Antonio Gates, defensive end Jared Allen og defensive back Eric Allen, som opnår football-udødelighed, hvor sporten blev udformet – i Canton, Ohio.

Nye ansigter på trænerbænken i Detroit

Det er første gang siden 1994, at enten Los Angeles Chargers eller Detroit Lions får æren af at betræde grønsværen på Tom Benson Hall of Fame Stadium i Canton, Ohio.

Detroit Lions kommer til opgøret, efter at de erobrede førsteseedet i NFC i fjor, da de vandt 15 af 17 kampe. Chargers vandt 11 kampe i grundspillet og kvalificerede sig til slutspillet i Jim Harbaughs første sæson som cheftræner i Los Angeles.

Til forskel fra i fjor har Dan Campbell mistet sine to tætteste allierede i trænerstaben, da Ben Johnson og Aaron Glenn er blevet lokket til henholdsvis Chicago og New York som nye cheftrænere for Bears og Jets.

I stedet har Campbell hentet John Morton ind som ny offensiv koordinator, mens Kelvin Sheppard er blevet forfremmet fra at være Lions’ linebacker-træner til at blive holdets nye defensive koordinator.

Morton tiltræder i Detroit efter, at han i de seneste to sæsoner har arbejdet for Sean Payton i Denver, hvor han havde ansvaret for Broncos’ kastespil.

Det er en tung arv, som Morton skal løfte efter Ben Johnson, som orkestrerede ét af de mest succesfulde angreb i nutidens NFL. I de tre sæsoner, hvor Johnson havde ansvaret for Lions’ angreb, scorede Lions 29 point pr. kamp i gennemsnit, hvilket var flest i NFL i den periode.

Således er Hall of Fame-kampen den første anledning til at se, hvordan Detroit Lions klarer sig uden de to markante trænerskikkelser.

Trey Lance har ét skud tilbage

Vi skal dog have in mente, at både Detroit Lions og Los Angeles Chargers ventes at spare størstedelen af deres normale startere i Canton. Det skyldes bl.a., at Hall of Fame-kampen bare bliver tilføjet til holdenes kampprogram, og at de således skal spille en ekstra træningskamp i forhold til resten af ligaen.

Jim Harbaugh har også udtalt, at Justin Herbert ikke kommer i spil, men at Chargers starter med Trey Lance under center. Lance blev oprindeligt valgt af San Francisco 49ers med det tredje valg i 2021-draften, men den nu 25-årige quarterback har aldrig slået til i NFL.

Tværtimod så nåede Trey Lance bare at spille otte kampe for San Francisco 49ers, før han blev kasseret til fordel for Brock Purdy. I sine otte kampe for 49ers ramte Lance knap på halvdelen af sine kast for 797 yards, fem touchdowns og tre interceptions.

I den forgangne sæson skiftede Trey Lance til Dallas Cowboys, hvor han fungerede som reserve for Dak Prescott. Her blev det til fire optrædener for Lance, men han formåede ikke at overbevise trænerstaben om, at han skulle fortsætte hos Amerikas hold.

Se kampen med NFL Gamepass

Det er altså ved at være sidste udkald for Trey Lance, hvis han skal gøre karriere i NFL. Natten til fredag får han sin første chance for at gøre et positivt indtryk på Jim Harbaugh, og det er en chance, som han er pisket til at tage.

Læs også: Det store overblik – Training Camp