NFL har mandag aften meddelt, at ligaens lønloft stiger med 16,6 millioner dollars i 2023. Holdene kan derfor have et samlet salary cap på $224,8 millioner dollars pr klub.

NFL tjener styrtende med penge – og grundet gode tv-aftaler og en ekstra kamp i grundspillet, tjener NFL endnu mere, end tidligere. Og når ligaen tjener mange penge, så får spillerne en stor bid af kagen.

Ligaen meddelte mandag aften, at lønloftet for den kommende sæson bliver på svimlende $224,8 millioner dollars pr hold. Det er en stigning på $16,6 millioner sammenlignet med sidste år.

Stigningen i lønloftet hænger uadskilleligt sammen med holdenes øgede indtjening. I overenskomsten mellem spillerne og holdene har NFL nemlig forpligtet sig til at afsætte 48% af ligaens samlede indtægter til spillerlønninger.

Derfor tjener spillerne også penge, når ligaen tjener penge.

Læs også: NFL 101 – Kontrakter og garanterede penge

Og spillerne kommer til at tjene penge. Når Super Bowl er overstået kan holdene se frem til free agency, og vi kommer med al sandsynlighed til at se rekordstore kontrakter, når fx Joe Burrow eller Lamar Jackson skal have forlænget/fornyet kontrakter.