
I et interview med CNBC går den største stjerne i NFL kontra på ligaens ambitioner om at udvide grundspillet til 18 kampe.
En potentiel udvidelse af grundspillet fra 17 til 18 kampe kan være på trapperne. Det er aktuelt ét af de største diskussionspunkter mellem ligaen og spillerforeningen NFLPA.
Den kontinuerlige udvidelse af NFL – såvel internationalt som i forhold til antallet af kampe – har længe været NFL-kommissær Roger Goodells helt store prestigeprojekt. Goodell understregede senest sine ambitioner på ligaens vegne foran verdenspressen på sit årlige pressemøde, som afholdes forud for Super Bowl.
Nu går ligaens absolut største stjerne Patrick Mahomes i rette med NFL-kommissæren. I et interview med CNBC erklærer Mahomes, at han er modstander af yderligere udvidelser af grundspillet:
– Vi har allerede set, at flere spillere bliver skadet i den nuværende struktur med 17 kampe. Burde vi ikke ønske, at de bedste spillere kan spille i de største kampe i slutningen af sæsonen? Jeg har svært ved at se, hvordan kvaliteten skulle blive bedre med 18 kampe, og derfor er jeg ikke fan af idéen, betoner Patrick Mahomes.
Den øverste ansvarlige hos spillerforeningen NFLPA Lloyd Howell har også tidligere udtalt, at han ikke er bekendt med, at der findes spillere, som ønsker en udvidelse af grundspillet til 18 kampe. Ikke desto mindre har Cincinnati Bengals’ quarterback Joe Burrow tidligere luftet sine tanker om, hvordan en grundspilsudvidelse kunne fungere:
Hvis Roger Goodell og NFL skulle lykkes med at tvinge en udvidelse af grundspillet igennem, så vil det formentlig betyde, at der indføres en ekstra friuge for hvert hold.
Læs også: Få det store overblik over Training Camp








