NFL har et hold i London inden 2024. Det siger Patriots-ejer Robert Kraft!

Med Las Vegas som kommende NFL-by har ligaen brudt med en af sine allerstørste forbehold, nemlig at adskille football og gambling.
Og dermed er døren også åbnet for den næste store satsning. Et hold i Europa! Den lempelige holdning til spil og gambling i Europa har indtil videre været uforenelig med placering af et NFL-hold her, men med Vegas på plads, kan de næste spadestik til et europæisk NFL-hold fortsætte.
Formand for NFLs internationale komité Clark Hunt udtaler. “Vi taler om, hvordan vi bedst muligt udvider den internationale side af forretningen, og det er ikke nogen hemmelighed, at ideen om et oversøisk hold har været oppe at vende.”
Det kommer naturligvis ikke til at ske i morgen eller for den sags skyld i år eller næste år, men allerede i efteråret spiller NFL fire grundspilskampe i London, og har dermed lagt fundamentet for et fast hold, der skal spille otte hjemmekampe på en sæson.
NFL har spillet kampe i andre lande i mange år, men det var ikke før i 2005, at ligaen for første gang spillede en betydende grundspilskamp i udlandet.
Siden 2007 har London lagt græs til mindst ét opgør om året, og efter flere år med to og tre, er vi i den kommende sæson oppe på fire. Der skal spilles to kampe på Wembley og to kampe på det legendariske rugby-stadion Twickenham. Til næste år står Tottenhams nye stadion klar, og det indtager NFL med mindst to årlige kampe på Christian Eriksens hjemmebane.
*** Køb din NFL-rejse til London nu ***
24. september: Jaguars – Ravens (Wembley)
1. oktober: Dolphins – Saints (Wembley)
22./29. okt.:  Rams – Cardinals (Twickenham) 
22./29. okt.:  Browns – Vikings (Twickenham)
Også Patriots ejer Robert Kraft, der er blandt de store fortalere for international ekspansion, tror på et hold i London: “Første gang vi var i London, sagde jeg, at vi skulle have et hold der indenfor de næste 10 år.” sagde Kraft i tirsdags. “Jeg synes stadig vi skal have et hold i London. Og så måske et hold mere et sted i Europa. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi har et hold i London indenfor de næste fem til syv år” sagde den 75-årige forretningsmand.


Men der er mange uafklarede spørgsmål omkring et fast hold i Europa. Hvordan skal deres kampprogram skrues sammen? Hvad hvis de får hjemmebane i slutspillet? Hvor skal de træne, når de er i USA? Og hvilket hold skal til Europa? Eller skal det være et helt nyt hold?
En anden løsning kunne også være at spille 8 kampe i Europa, hvilket ville svare til et hjemmeholds 8 kampe, men så lade forskellige hold spille de 8 kampe. På den måde undgår man også problematikken, hvis Europa-holdet pludselig kommer i slutspillet.
De to mest åbenlyse kandidater til at flytte til Europa er Jacksonville Jaguars og Buffalo Bills.