For første gang nogensinde er der i år 17 kampe i grundspillet for alle hold. Det betyder 16 ekstra kampe på programmet for 2021.

NFL tilføjede i marts officielt en 17. kamp for hold i grundspillet, og dermed stod det også klart, at alle hold ikke får lige mange hjemme- og udekampe i en sæson.

Den ekstra kamp bliver altid mod en modstander fra den anden konference, og altid mod en modstander, der sluttede på samme position i sin division. Dvs. 1er mod 1er, 2er mod 2er, etc.

I år har AFC-holdene en ekstra kamp på hjemmebane, mens det fremover i lige år bliver NFC-holdene, der får en ekstra hjemmekamp.

De er altså 16 ekstra kampe i 2021, og dermed kommer vi fremover op på 272 kampe i sæsonen mod de sædvanlige 256. De er ikke fordelt ligeligt ud over sæsonen, men kommer sådan lidt i klumper med blandt andet tre kampe i spilleuge 6. Den bedste af de nye kampe er uden tvivl Packers – Chiefs i spilleuge 9.

Alle 32 hold spiller en ekstra kamp. Se hvilken uge dit yndlingshold spiller og mod hvem:

Spilleuge 3: Bills – Washington

Det er den første af de ekstra kampe. Buffalo Bills tabte Super Bowl 26 til Washington Redskins, og selvom sidstnævnte nu har smidt efternavnet, så er dette stadig mulighed for revanche for et af de sviende Super Bowl nederlag for Bills. Og måske er det faktisk i år, at de skal tilbage til Super Bowl. En sejr over WFT er et godt sted at starte.

Spilleuge 3: Texans – Panthers

Begge hold sluttede sidst i deres respektive divisioner i 2020. Panthers har fået Sam Darnold som quarterback, mens vi lige nu ikke kender status for Deshaun Watson, og i skrivende stund ikke ved, hvem der starter på QB for Texans. Panthers har taget mange skridt i den rigtige retning de sidste to år. Det samme kan ikke siges om Texans.

Spilleuge 5: Raiders – Bears

Bears gjorde lidt af et scoop, da de draftede QB Justin Fields. Han er fremtidens mand i Chicago, mens Derek Carr kan synge på sidste vers i Las Vegas. Raiders havde en meget udskældt draft, og det er svært at se dem bide skeer med Chiefs i kampen om AFC West titlen. Opgøret mod Bears skal dog vindes, hvis Raider vil i playoffs i år.

Spilleuge 6: Browns – Cardinals

Velkommen til en NFL-sjældenhed. Baker Mayfield og Kyler Murray stod overfor hinanden i 2019 som de første vindere af Heisman trofæet fra samme college. Nu gør de det igen. De er også begge draftet nr. 1. Baker i 2018 og Kyler i 2019. Browns bør være sikker slutspilsdeltager og måske en outsider til Super Bowl, mens Cardinals håber, at de i 2020 kommer tilbage i playoffs.

Spilleuge 6: Steelers – Seahawks

En af de federe ekstra kampe i 2021. Big Ben mod DangeRuss. Steelers ved godt at deres bedste mand på quarterback spiller med nr. 7 og håber at få en sidste mulighed for at vinde Super Bowl med ham ved roret. Seahawks har i Russell Wilson en enmandshær, men har de gjort nok for ham og holdet til, at de kan komme tilbage i Super Bowl i år?

Spilleuge 6: Patriots – Cowboys

De 6 dobbelte Super Bowl mestre mod… de 5 dobbelte, og måske Dak mod Mac. To af mest markante hold gennem de sidste tre årtier mødes i en kamp, hvor Cowboys håber at have Dak Prescott tilbage i fuld vigør, og Patriots måske starter rookie QB Mac Jones. Cowboys forstærkede forsvaret i draften, og Patriots har opgraderet angrebet betragteligt siden sidste år. Hvem vinder?

Spilleuge 9: Chiefs – Packers

På papiret klart den fedeste af de 16 ekstra opgør. En rematch af Super Bowl I og den første kamp mellem Patrick Mahomes og Aaron Rodgers, der kunne have mødtes i Super Bowl, hvis ikke ham der Tom Brady kom i vejen. Nu mødes de så endelig på Arrowhead, hvis altså Aaron Rodgers bliver hos Packers.

Spilleuge 10: Chargers – Vikings

Chargers kunne være en outsider til en playoff-plads i 2021, hvis Justin Herbert kan bygge videre på sin forrygende rookie-sæson, og holdet kan undgå de skader, der har plaget dem de seneste sæsoner. Vikings havde en fin draft, og fik måske fixet det evindelige problem med den offensive linje. Det her ligner på papiret en virkelig fed kamp.

Spilleuge 10: Titans – Saints

15 år med Drew Brees som quarterback er slut i New Orleans. Nu hedder quarterbacken Jameis Winston eller Taysom Hill eller…? Men Brees er sikkert glad for at være gået på pension, for Titans har opgraderet sit pass rush med Bud Dupree og Denico Autry. Og nå ja, på angrebet har de stadig Derrick Henry, der sidste år kom i NFLs eksklusive 2000 løbeyards klub.

Spilleuge 12: Jaguars – Falcons

Kampen mellem to meget spændende nye headcoaches. Falcons har hentet Arthur Smith hos Titans, og Jaguars har lokket college-legenden Urban Meyer til NFL. Og nå ja, så skal vi ikke glemme den forgangne drafts måske to bedste spillere: QB Trevor Lawrence for Jaguars og TE Kyle Pitts for Falcons.

Spilleuge 12: Colts – Buccaneers

Kan du huske alle de fede opgør mellem Tom Brady og Peyton Manning? Sidstnævnte er for længst gået på pension, mens førstnævnte er forsvarende Super Bowl MVP og skal til Indianapolis for første gang siden 2015. Her skal han møde et meget talentfuldt Colts-mandskab… nu med Carson Wentz som quarterback.

Spilleuge 13: Jets – Eagles

Med Carson Wentz ude af bygningen er Jalen Hurts nu QB for Eagles, og vi glæder os til at se ham sammen med rookie receiver Devonta Smith. At vi glæder os til at se Jets nye QB Zach Wilson er en underdrivelse. Med nye våben og et nyt system, kan Jets blive en af årets helt store overraskelser. I øvrigt anden uge i træk, at Eagles spiller på Met Life.

Spilleuge 13: Dolphins – Giants

Begge hold klarede sig rigtig godt i draften og fik forbedret trupperne markant. Giants bør have Saqoun Barkley tilbage, og det bliver spændende at se ham i en hel sæson sammen med Daniel Jones (7-9-13, knock on wood). Dolphins var sidste års positive overraskelse, men nu er Fitzmagic væk, og det hele hænger på Tua Togavailoa. Kan han klare det pres?

Spilleuge 14: Broncos – Lions

To af de (formodet) mest forbedrede hold inden 2021 mødes i dette opgør på Mile High, som kan give os et fingerpeg om de er på vej i den rigtige retning. Lions kommer med Jared Goff som quarterback, og hvem ved… måske har Broncos Aaron Rodgers som spilstyrer. Rygterne vil i hvert fald ikke dø.

Spilleuge 14: Bengals – 49ers

Ikke bare en rematch af én, men hele to Super Bowls. To af 49ers første tre mesterskaber kom med sejre over Bengals i hhv. Super Bowl 16 og Super Bowl 23. Dengang hed 49ers quarterback Joe Montana, nu hedder han Trey Lance. Bengals håber at have Joe Burrow tilbage, og vi glæder os til at se hans nye våben JaMarr Chase.

Spilleuge 17: Ravens – Rams

Den sidste af de 16 ekstra kampe. Rams er gået all-in på at vinde en Super Bowl. De har NFLs bedste forsvarsspiller i Aaron Donald, og har givet kassen for at hente Jalen Ramsey og Matthew Stafford ind. Kampen her kan give os et fingerpeg på, om Rams har, hvad der skal til. De skal på besøg i Baltimore, og Ravens har opgraderet både angrebet og forsvaret, og en Super Bowl er heller ikke umulig for dem i år.