Tom Bradys kontrakt med New England Patriots udløber om præcis en måned,
men der er ingen fremgang i forhandlingerne ifølge Mike Reiss fra ESPN.

Til april har Brady og Patriots 20-års jubilæum, men for at det kan blive en realitet, skal de to parter først blive enige om et fremtidigt samarbejde.

Der spekuleres i, at Brady og hans agent gerne vil høre, hvad eventuelle bejlere har at tilbyde, når størstedelen af NFL-verdenen samles til scouting combine i Indianapolis senere på måneden. Derefter vil Brady-lejren evaluere deres muligheder, og dermed få større klarhed om den aldrende stjerne-quarterbacks endelige beslutning.

Hvis Brady og Patriots ikke når til enighed inden den 18. marts (første dag af free agency) vil han tælle 13,5 mio. dollars imod lønloftet, uanset om han senere skulle vælge at forlænge med Patriots. Forlænger han før den 18. marts, tæller kun halvdelen (6,75 mio. dollars) imod klubbens lønloft i 2020, mens den anden halvdel først medregnes i 2021.

En manglende forlængelse i det øjeblik free agency starter vil derfor være en stærk indikation på, at Bradys tid i Boston kan være slut.