Ifølge Gul Kluds kilder er NFL er tilbage på TV2 Sport. Det glæder Claus Elming, der er glad og optimistisk for Dansk Amerikansk Fodbold.

Ovalbold vender tilbage til de danske tv-skærme, når NFL-sæsonen igen bliver vist på TV2 Sport. Det siger kilder tæt på forhandlingerne til Gul Klud.

Det er en stor nyhed for de mange danske fans, der frygtede, at der ikke ville komme NFL på dansk TV i år. Men nu har TV2 købt rettighederne, og det glæder den mangeårige NFL-kommentator Claus Elming, der udtrykker stor glæde over beslutningen om at bringe NFL tilbage på dansk tv:

“Jeg er utrolig glad for, at NFL igen bliver vist på TV2s platforme, hvis nyheden holder stik.” siger Claus Elming. “Det er dejligt for NFL-fans i hele Danmark, men især vigtig for den fortsatte udvikling af amerikansk fodbold i Danmark.” siger Elming og uddyber: “At have NFL på en stor platform som TV2 betyder, at sporten får den bedst mulige eksponering, og det vil forhåbentlig skabe endnu større interesse og vækst for sporten herhjemme.”

Styrkelse af Amerikansk Fodbold i Danmark

Elming, der har været en af de mest markante fortalere for amerikansk fodbold i Danmark, ser dækningen på TV2 som et vigtigt skridt mod at styrke sporten på landsplan. Han håber, at den nye tv-aftale vil inspirere flere danskere til at interessere sig for sporten og støtte op om klubberne i Danmark også:

“TV-dækningen gør det muligt for flere mennesker at opleve sportens spænding og intensitet.” forklarer Elming. “Amerikansk fodbold er en sport, der kombinerer fysisk styrke med strategisk tænkning, og jeg tror, at mange danskere vil blive fascineret, når de ser kampene på tv. Og kan vi så få dem på stadion eller nogle unge – eller ældre – drenge ud i klubberne, så er missionen lykkedes.”

NFL tilbage på TV2 Sport

I år 2000 begyndte det nu hedengangne TV2 Zulu sine ugentlige visninger af NFL med Jimmy Bøjgaard og Elming ved roret. Siden kom sporten på TV3s kanaler, inden den igen landede hos TV2 Sport i 2022. Efter to år valgte stationen dog at opsige kontrakten med NFL. Dengang udtalte sportschef på TV Sport Frederik Lauesen, at NFL var dyrt og ikke havde levet op til forventningerne.

Nu er NFL tilbage der, hvor det hele startede, og det er den bedst tænkelige løsning siger Elming: “TV2s maskine er bare større end alle andre. Se hvad de har gjort for håndbold, cykling, ishockey og selvfølgelig amerikansk fodbold. Det er perfekt for amerikansk fodbold i Danmark, der med TV2 som rettighedshaver vil nyde større bevågenhed, når stationen dækker NFL i alt fra morgennyhederne til online til insta(gram) og face(book), og selvfølgelig med direkte kampe på tv”.

Frederik Lauesen er vendt kort tilbage på Gul Kluds henvendelse og siger, at han ikke har nogen kommentarer til rygterne på nuværende tidspunkt (torsdag kl. 10:32).

TV2 har endnu ikke offentliggjort planerne for, hvordan de dækker den kommende sæson eller, hvem der bliver værter og eksperter.

1 KOMMENTAR