
Christian McCaffrey kommer ikke i spil for San Francisco 49ers lige foreløbigt. Det står klart, efter at 49ers har meldt sin angrebsstjerne ude af de næste fire kampe.
Det har været en svær sæsonstart for Christian McCaffrey, som døjer med en lægskade og smerter i sin ene akillessene. Nu tager San Francisco 49ers konsekvensen af skaderne, da de har meldt McCaffrey ude af de næste fire kampe.
Beslutningen sker i kølvandet på en række svære træningspas, hvor Christian McCaffrey efter sigende har fået gradvist sværere ved at begå sig og overvinde sine smerter. Det er en overraskende udvikling, da cheftræner Kyle Shanahan ellers udtalte tidligere på ugen, at han forventede, at McCaffrey ville blive klar til anden spillerunde.
Det betyder, at Christian McCaffrey ikke kommer i spil, når 49ers møder Minnesota Vikings (uge 2), Los Angeles Rams (uge 3), New England Patriots (uge 4) og Arizona Cardinals (uge 5). I stedet forventes den 25-årige Jordan Mason og schweizerkniven Deebo Samuel at skulle overtage og deles om arbejdsbyrden. Mason vikarierede også for McCaffrey i første spillerunde, hvor han løb for 147 yards og scorede et touchdown.
Christian McCaffrey har været en afgørende del af Kyle Shanahans angreb, siden 49ers hentede ham til fra Carolina Panthers i 2022. I den forgangne sæson blev McCaffrey kåret til ligaens bedste angrebsspiller, efter at han leverede 2.023 offensive yards og scorede 21 touchdowns.








