Cincinnati Bengals vandt torsdag nat 27-15 over Miami Dolphins, men den altoverskyggende historie var den skræmmende måde Dolphins quarterback Tua Tagovailoa forlod kampen på.

Skulle Tua overhovedet have spillet?

I slutningen af ​​anden quarter blev Tua Tagovailoa sacket af Bengals defensive linjemand Josh Tupuo, og Tua bankede baghovedet hårdt ned i jorden.

Det var ikke behagelige billeder, hvor han lå helt stille, mens hans fingre strittede, og kampen blev stoppet i lang tid, inden han blev fragtet fra banen og kørt på hospitalet.

Meldingerne er heldigvis, at han har bevægelse i alle kropsdele og forventes at rejse med holdet hjem til Miami.

Men det stiller spørgsmålet om, at han overhovedet skulle have spillet. Han fik et hit i sidste uge, der minder utrolig meget om det vi så i nat. Imod Ravens slog han også hovedet i jorden og måtte hjælpes i omklædningsrummet. Han kom tilbage og fuldførte kampen uden tegn på hjernerystelse, og Bengals sagde bagefter, at han “blot” havde slået ryggen.

Han var tvivlsom tl nattens kamp, men spillede, og udgik efter et hit, der enkeltstående måske ikke var så slemt, men hvis han havde en lille hjernerystelse i forvejen, kan få katastrofale følger for hans liv og levned. Der er et liv udenfor og efter football også.

Tua ud. Teddy ind.

Med Tagovailoa ude sendte Dolphins Teddy Bridgewater på banen, som langt henad vejen spillede rigtig fornuftigt. Han førte endda Dolphins til en føring på 13-12, men da han havde chancen for at vinde kampen til sidst fejlede han. Jeg husker ham fra hans tid i Minnesota, hvor han ikke altid spillede lige godt, men ofte var superskarp når kampe skulle afgøres.

Hans evne til at score point i de sidste minutter fejlede dog mod Bengals. Bagud 19-13 førte han Dolphins ned ad banen og bragte dem i en rigtig fin situation med under 4 minutter igen. Et touchdown kunne vinde kampen (hvis Jason Sanders altså kunne lave et extra point, som han havde brændt et af tidligere), men så langt kom Dolphins aldrig.

Bridgewater og tight-end Mike Gesicki misforstod hinanden, og så kastede Bridgewater lige i hænderne på Bengals safety Von Bell. Game over.

Hvor er Ja’Marr Chase?

For anden uge i træk var stjerne-receiver Ja’Marr Chase helt ude af kampen. Efter et catch på kampens tredje spil, så han ikke bolden igen før i tredje quarter, og det var ikke engang på et kast fra Joe Burrow, men derimod et double-pass fra receiver-kollega Tyler Boyd.

I sidste uge greb han 6 bolde men for begrænsede 29 yards. Torsdag nat greb han kun fire bolde, men havde dog et vigtigt catch på 36 yards sent i 4. quarter, der førte til Bengals sidste touchdown.

Årsagen til den manglende Chase, er dog ikke så meget hans spil, som det er modstandernes frygt for ham. Dolphins satte deres super-corner Xavien Howard til at følge Tee Higgins over det meste af banen, mens de så satte to mand på Ja’Marr Chase på den modsatte side.

Strategien fungerede… lige indtil Joe Burow ramte Tee Higgins med et perfekt kast henover de udstrakte hænder fra Howard og ned i hænderne på Higgins, der – meget lig Super Bowl 56 i februar – tog bolden hele vejen til et 59-yard touchdown.

Aarhus Tigers vandt sin første NFL-kamp

Med Bengals sejr i hvide hjelme og hvide uniformer er cirklen nu komplet. Her er en historie du med garanti ikke kender.

I 1989 startede jeg sammen med to kammerater Aarhus Tigers. Men faktisk hed vi oprindeligt White Tigers, fordi min meget innovative kammerat Kim Møller (RIP) fik AGF med på ideen om, at de skulle have et amerikansk fodboldhold. Derfor skulle vi også hedde noget med “de hviiii”, og derfor blev Tigers til White Tigers.

Desværre gik samarbejdet hurtigt i stå, og så trak vi os og ud og droppede white i navnet, men beholdt de hvide hjelme med tigerstriberne, som Aarhus Tigers stadig i spiller. Både striber og Tigers logo er inspireret (læs: tyvstjålet) fra Cincinnati Bengals, og med Bengals i hvide hjelme og hvide uniformer kan vi sige, at nu har de så kopieret os tilbage.

Bengals dyre investering giver bonus

Der er spyttet over en halv milliard kroner i Bengals nye offensive linje, og efter to forfærdelige kampe, hvor Joe Burrow blev sacket 13 gange, så har linjen spillet meget bedre i de sidste fem dage.

Søndag holdt de Jets til to sacks i årets første sejr, og blot fire dage senere holdt de Dolphins giftige pass rush til blot et enkelt sack. Burrow måtte selv tage benene på nakken et par gange, men sådan er det i NFL.

Burrow kastede bolden 31 gange i kampen og ramte på de 20 for 287 yards og to touchdowns. Det lange til Higgins og så ét til til Hayden Hurst til allersidst, der lukkede kampen til 27-15.

Hvis linjens spil over de seneste to kampe er en indikation for resten af sæsonen, så er Joe Burrow i gode hænder, og Bengals fans kan igen begynde at drømme stort.