NFL-grundspillet har ramt midtvejspunktet. Alle hold har spillet mindst otte kampe, og traditionen kommer jeg her med mit bud på et halvvejs-hold.

Se også Gul Kluds halvvejshold kun med rookies udvalgt og beskrevet af Teis Joranger.

Det er aldrig nemt, at skulle sortere og udvælge blandt mange stjerner, der spiller i forskellige systemer, med varierende talent omkring sig, nogle på gode andre på dårlige(re) mandskaber.

F.eks. går dygtige spillere fra Bengals og Dolphins jo under radaren, mens stjerner fra Patriots, 49ers og Vikings har lidt nemmere ved at komme til fadet. Men også superstjerner som Julio Jones fra Falcons og Jamal Adams fra Jets er udenfor det fine selskab, selvom de leverer på et højt niveau, men deres hold stinker!

Her får du mit halvvejshold, og jeg håber du vil kommentere enten nederst i artiklen eller på facebook, hvad du synes om holdet, og hvilke spillere jeg eventuelt mangler.

OFFENSE

Quarterback: Russell Wilson, Seattle Seahawks
Russell Wilson er en énmandshær i Seattle og har gang i en absurd god sæson rent statistisk. 22 touchdowns og 1 interception er status lige nu. Han kommer ind foran Aaron Rodgers og Lamar Jackson. Valget blev i øvrigt noget nemmere af, at Patrick Mahomes er skadet.

Runningback: Christian McCaffrey, Carolina Panthers
NFLs vildeste våben. Hans 13 touchdowns fører NFL, og han er på vej mod 2500 yards. I weekenden havde han 166 yards og 3 touchdowns, og folk trak på skuldrene. Så vild er han!

Runningback: Dalvin Cook, Minnesota Vikings
Tredjeårsspilleren har givet Vikings angreb et helt nyt look, og alt går gennem ham. Han har scoret 9 touchdowns og hans 894 yards løb fører ligaen. Læg dertil over 300 yards på grebne bolde.

Tight End: George Kittle, San Francisco 49ers
Det er egentlig ikke fordi hans statistikker springer i øjnene i år, men det er måden, han spiller på. Han er brutal, men samtidig effektiv. Han er umulig at tackle og kan score både korte som lange touchdowns.

Wide receiver: Michael Thomas, New Orleans Saints
Undskyld Julio og Odell, men manden med det dobbelte fornavn er vel lige nu NFLs bedste receiver. Han fører NFL i grebne bolde (73) og yards (875), men har dog “kun” scoret fire touchdowns. Og husk på, at fem kampe var med Teddy Bridgewater som QB.

Wide receiver: Deandre Hopkins, Houston Texans
Det er nok de bedste hænder, vi har set siden Trump… Hopkins “grabber” alt, der kommer i nærheden af ham, og hans 68 grebne bolde er næstflest i ligaen. Han kommer ind foran Mike Evans, Tyler Lockett og Stefon Diggs (og Julio og Odell må se til fra baren).

Venstre Tackle: Ronnie Stanley, Baltimore Ravens
Stanley blev draftet som den første offensive lineman i 2016 (Laremy Tunsil gasmaske-draften), og han har ikke skuffet. Supersolid i både pass protection og runblocking, og en stor del af årsagen til Ravens’ succes.

Venstre Guard: Quenton Nelson, Indianapolis Colts
Også den første offensive lineman valgt i sin draft (2018). Og har ikke set sig tilbage siden. Er den bedste guard i ligaen og måske den bedste offensive lineman overhovedet.

Center: Frank Ragnow, Detroit Lions
Den mest tvivlsomme på sin position. Jeg var lidt i syv sind her, men gik med Hjalte Froholdt tidligere holdkammerat på Arkansas. God i pass protection, men mangler lidt i run block. Supersolid og en værdifuld brik i midten af Lions O-line.

Højre Guard: Marshal Yanda, Ravens
Hov, hvor er Zach Martin? Yanda får valget og er den anden offensive lineman fra Ravens på mit halvvejshold. Ikke så skarp som tidligere i sin karriere, men stadig en vigtig brik for Lamar Jacksons helbred og succes. Den eneste på linjen, der ikke er draftet i første runde (3. runde, 2007)

Højre Tackle: Ryan Ramczyk, New Orleans Saints
Fuldfører denne linje, hvor fire af fem spillere er draftet i første runde. Draftet som nr. 32 af Saints i 2017 og har startet alle kampe med undtagelse af enkelt siden. Solid spiller på højre side, der nærmest aldrig opgiver et sack.

DEFENSE (4-4-4)

Hvis du hører podcasten NFL Showet, så ved du, at mit yndlingsforsvar er en 4-4-4. Det giver bare lidt ekstra… ehhh… overskud, så det får du her også!

Defensive End: Joey Bosa, De tidligere San Diego Chargers
Kunne det ske at to brødre bliver hhv. Defensive Rookie of the Year og Defensive Player of The Year. Nick Bosa og Joey Bosa er godt på vej til det. Joey har spillet forrygende i oktober, og er i gang med sin bedste sæson.

Defensive end: Danielle Hunter, Minnesota Vikings
Han er lang, hurtig, atletisk… og lige blevet 25. En sack-maskine, der også er stærk mod løbet og samtidig har en rolle på Vikings special teams. Får pladsen her foran Myles Garrett og Chandler Jones.

Defensive Tackle: Aaron Donald, LA Rams
Hans 2019-sæson er statistisk ikke blandt de bedste, men prøv at se ham spille. Han kan egenhændigt overtage en kamp og ødelægge alt, et angreb forsøger at gøre. Rams’ succes resten af sæsonen kræver dog, at han spiller endnu bedre. Er det muligt?

Defensive Tackle: DeForest Buckner, San Francisco 49ers
Var god i 2018, men har gang i en endu bedre sæson. Med bedre spillere omkring sig får vi endelig hans fulde potentiale at se. Er stærk imod både løb og kast og næsten umulig at blokere en-mod-en.

Outside Linebacker: Khalil Mack, Chicago Bears
Bears overordnede succes som hold er gået ned af bakke, og det er Macks formåen også… på papiret. Men én ting er statistik, noget andet er indflydelse på banen. Mack kræver altid ekstra opmærsomhed og er en af NFLs atletiske freaks!

Outside Linebacker: TJ Watt, Pittsburgh Steelers
Ikke et halvvejs-hold uden en Watt blandt mine udvalgte. Faktisk kunne brormand JJ godt få en plads på baggrund af sine syv første uger, men nu tager vi TJ med i stedet for. Og han er vild. Lynhurtig, brutal, atletisk og god i alle spillets facetter.

Inside Linebacker: Luke Kuechly, Carolina Panthers
Han er stadig et monster og er stadig den spiller, jeg ville bygge mit forsvar omkring. Han kan alt. Han læser spillet hurtigere end en lydbog på dobbelt speed, blitzer med samme effektivitet som politiets stærekasser, intercepter mere end den russiske efterretningstjeneste og tackler hårdere end Ivan Nielsen!

Inside Linebacker: Eric Kendricks, Minnesota Vikings
Han har stille og roligt udviklet sig til én af ligaens bedste spillere. På et forsvar med mange profiler indtager han lederrollen både verbalt og fysisk. God imod både løb og kast, og en stensikker tackler. Får pladsen foran Bobby Wagner.

Cornerback: Tre’Davious White, Buffalo Bills
Et af ligaens bedste forsvar huserer i det nordøstlige hjørne af USA, og en af dets spillere er TreDavious White. Han er blevet supersolid i opdækningen, og i modsætning til mange andre cover-corners, så er han også brutal mod løbet. Se, det kan vi lide!

Cornerback: Stephon Gilmore, New England Patriots
Interessant nok, så kunne han have været holdkammerat med ovennævnte White, men skiftede fra Bills til Patriots, inden sidste sæson. Nu er han ligaens bedste corner, og er næsten umulig at kaste imod. Godt set af Bill Belichick!

Safety: Minkah Fitzpatrick, Miami… ehhh Pittsburgh Steelers
Sikke et skifte. Handlet midt i sæsonen fra Dolphins til Steelers, og han har været helt suveræn siden. Med bedre spillere omkring sig, ser vi hans enorme rækkevidde, og han kronede første halvsæson for Steelers med et touchdown i weekenden!

Video: Top 5: Se Minkah Fitpatricks lange interception touchdown

Safety: Budda Baker, Arizona Cardinals
Måske et lidt overraskende valg. Lige indtil du ser ham spille. Han er vild. Som en kombination af en lang cornerback og en tynd linebacker, er han den perfekte safety, og en af de få, der kan spille tæt på linjen og deltage i opdækningen. Får pladsen foran Harrison Smith fra Vikings.

SPECIAL TEAMS

Kicker: Josh Lambo, Jacksonville Jaguars
Gode kickere er en mangelvare i NFL, men Jax har en stabil kraft i Lambo. Han har misset et enkelt ekstrapoint, og ellers har han ramt på sine resterende 34 spark, inklusive 22 for 22 på field goals. Overvejede Cowboys Brett Maher og Ravens Justin Tucker.

Punter: Thomas Morstead, New Orleans Saints
Det er svært at vælge en punter, men jeg napper Moorestead på baggrund af én vigtig statistik. Han har puntet 32 gange, og det har kun udmøntet sig i 82 return yards. Det er endnu en af grundene til, at Saints er 7-1

Se også Gul Kluds halvvejshold kun med rookies udvalgt og beskrevet af Teis Joranger.