Hvordan forvandler man 30 kroner til over en million? En mand i midtjylland har svaret.

Fire kampe lørdag og søndag. 30 kr. spillet. Og bum – så er man millionær. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men for en jyde med den rette indsigt og lidt held i posen blev det en realitet i weekenden.

New England Patriots og Los Angeles Rams spillede sig søndag nat i Super Bowl 53. Men først efter begge klubber skulle ud i overtime. De to uafgjorte kampe efter 60 minutter var lige, hvad den unavngivne spiller fra midtjylland manglede.

Han havde kombineret fire kampe, og sol, blodmåne og stjerner stod alle helt rigtigt på heden, da han kunne veksle sin indsats på 30 kr. til ikke mindre end 1.134.903 kr.

Han havde kombineret en håndboldkamp med en NBA-kamp og så de to NFL-semifinaler.

Det tyske håndboldlandshold skulle besejre Island med præcis 5 mål ved VM.
Houston Rockets og LA Lakers skulle spille uafgjort i NBA.
NFC-finalen mellem New Orleans Saints og LA Rams skulle gå i overtime.
Og AFC-finalen mellem Kansas City Chiefs og New England Patriots skulle gå i overtime.

De tre første kampe gik som forudsagt. Men med 40 sekunder tilbage af AFC-finalen kom Patriots foran med 31-28. Håbet var ude. Altså hvis ikke Patrick Mahomes havde udført lidt magi og førte Chiefs til et udlignende field goal.

Klokken var ca. 3:30 mandag morgen. Om den heldige jyde var vågen, melder historien ikke noget om, men hvis han var, har der med garanti været jubeldans i stuen.

“Vores kunde rammer simpelthen fire udfald på stribe til så høje odds som 9,35, 14,00, 17,00 og 17,00.” fortæller Jeppe Helbo fra Danske Spil i en pressemeddelelse. “Derfor ender væddemålet med en kæmpe gevinst på 1.134.903 kroner for en beskeden indsats på 30 kroner”

Den jyske millionær var ikke den eneste, der havde kombineret de to uafgjorte semifinaler. Det havde omkring 125 forudseende danskere også, og med odds 17 på hver af de to kampe, var der i alt odds 289 for at kombinere dem. Det blev en dyr forretning for Danske Spil, der måtte punge ud med ca. 1,4 millioner kroner til de dygtige spillere.