Indianapolis Colts har valgt at bænke Matt Ryan til fordel for 24-årige Sam Ehlinger, som kommer til at starte resten af sæsonen. Det skriver Colts på deres hjemmeside.

Matt Ryan har spillet sin sidste kamp i denne sæson for Colts. Det siger cheftræneren Frank Reich ifølge Colts hjemmeside.

Ryan og Colts har på trods af tre sejre i syv kampe haft svært ved at finde rytmen i år. Det skyldes blandt andet, at Ryan har den tvivlsomme ære at have kastet for hele ni interceptions i denne sæson, hvilket er flest af alle quarterbacks i ligaen.

Derfor har cheftræner Frank Reich valgt at bænke den rutinerede Ryan og i stedet starte med Sam Ehlinger allerede fra næste uge, hvor Colts møder Commanders.

“Lige nu, så er planen at starte Sam Ehlinger resten af sæsonen” siger Reich.

“Det er et stort skridt, men vi tror, at han er klar. Han har det der.”

Reich er ikke i tvivl om Matt Ryans professionalisme og er derfor heller ikke bekymret for intriger i omklædningsrummet.

“Matt er klar til at hjælpe holdet.”

Sam Ehlinger kom ind i ligaen som et sjetterundevalg tilbage i 2021. Han har spillet 18 snaps i NFL, men har endnu ikke kastet en bold i en grundspilskamp.

Matt Ryan kom til Colts i sommer, og i forbindelse med handlen fik han genforhandlet sin kontrakt. Det kan komme til at koste Colts dyrt, hvis de skiller sig af med ham inden næste sæson.