Baker Mayfield ny quarterback hos Tampa Bay

    0

    Quarterbackpositionen hos Tampa Bay Buccaneers har været meget omtalt det seneste år, nu er der en ny mand på positionen.

    Baker Mayfield kan bliver arvtager for Tom Brady i Florida. Ifølge ESPNs Adam Schefter er Florida-mandskabet blevet enige med quarterbacken om en kontrakt, der kan gøre ham til starter i klubben. Det tidligere førstevalg i draften har underskrevet en et år lang aftale, der kan indbringe lidt mere end otte millioner dollars.

    Dermed får Mayfield endnu en mulighed for at bevise, at han bør være starter i NFL efter karrieren hos Cleveland Browns endte, da de sendte ham ud af døren til Carolina Panthers.

    Mayfield er bekendt med NFC South efter han i fjor startede seks kampe for Panthers. Han og Buccaneers håber dog, det går bedre i denne omgang, idet quarterbacken endte med at blive fyret. Det førte til en ny chance for Los Angeles Rams, der havde desperat brug for en quarterback, efter Matthew Stafford var for skadet til at spille sæsonen færdig.

    Mayfield startede med at orkestrere et imponerende comeback i sin første kamp, men Rams tabte tre af fem kampe med den 28-årige quarterback som starter. Buccaneers har også den tidligere Florida-quarterback, Kyle Trask, i klubben. Den yngre Trask blev valgt i anden runde 2021-draften og har brugt to sæsoner som Bradys reserve, men har kun spillet i en enkelt kamp i NFL.