New York Giants’ DeAndre Baker og Seattle Seahawks’ Quinton Dunbar ser ud til at have dummet sig gevaldigt i denne uge. De to cornerbacks er anklaget for væbnet røveri og kan ende med lange fængselsstraffe.

En af de primære ting, spillerne får at vide, når de går ind i off season, er, at de skal lade være med at dumme sig og få dem selv i problemer. Den besked ser ikke ud til at have sivet ind hos de to cornerbacks DeAndre Baker og Quinton Dunbar fra henholdsvist New York Giants og Seattle Seahawks.

Ifølge politiet i byen Miramar, Florida, begik de to cornerbacks onsdag d. 13. maj et væbnet røveri ved en sammenkomst, hvor der blev spillet kort, videospil og lignende.

Et skænderi opstod, hvorefter Baker væltede et bor og hev en pistol frem. Herefter truede Baker, Dunbar og en tredje person sig til omkring 7.000 dollar i kontanter og flere dyre ure med værdi på op mod 25.000 dollar.

Baker og Dunbar er ifølge politirapporten set sammen også dage forinden, hvor de skulle have gamblet og tabt om mod 70.000 dollars ved en anden fest.

Ifølge anklagerne skulle Baker på et tidspunkt have bedt den tredje mand involveret i røveriet om at skyde en nyankommet person, men ingen skud blev dog affyret.

Baker står anklaget for bevæbnet røveri og groft overfald med et skydevåben. Dunbar står kun anklaget for væbnet røveri. Der er en arrestordre ude på begge spillere, men ingen af dem har meldt sig selv i skrivende stund fredag morgen dansk tid.

22-årige DeAndre Baker blev valgt i første runde af 2019-draften af New York Giants, og han var fast starter i sin rookiesæson. Han var den første cornerback valgt i 2018-draften og den eneste cornerback i første runde af den draft.

27-årige Quinton Dunbar har været i ligaen i en håndfuld år og blev for nyligt tradet til Seattle Seahawks fra Washington Redskins. Dunbar var udset til at være starter på Seahawks’ forsvar, og han havde sågar et videointerview med journalister fredag d. 15. maj blot nogle timer inden anklagerne og arrestordren kom frem.

Væbnet røveri har en meget høj strafferamme i Florida, og teoretisk kan de to spillere stå overfor en livstidsdom. Flere amerikanske medier spekulerer dog i, at straffen kunne blive 10 år i fængsel, da dette er en standardstraf i Florida for denne type sager. Alt afhænger selvfølgelig af, hvad der kan bevises i en retssag.