Titans slår Patriots ud efter lavtscorende gyser

0

De forsvarende mestre fra New England er ude af slutspillet efter nederlag på hjemmebane til Tennessee Titans.

Der er intet som slutspillet i NFL, og lørdagens to Wildcard-kampe understregede det for alvor. 

Efter en fantastisk afslutning på slutspilskampen mellem Houston Texans og Buffalo Bills, skulle det sidste hold til Divisionsrunden i AFC findes, da New England Patriots tog imod Tennessee Titans på Gillette Stadium i Foxborough. 

Og det blev en tæt og lavtscorende affære, som Titans trak sig sejrrigt ud af. Det sluttede således med en 20-13-sejr til gæsterne fra Tennessee.

Artiklen fortsætter under videoen:

Ryan Tannehill floppede – Derrick Henry toppede
I store dele af sæsonen har Ryan Tannehill været en åbenbaring som quarterback for Titans, men det var han ikke natten til søndag. Quarterbacken storskuffede, da han ramte på kun otte af sine 15 kast og kastede for 72 yards og et touchdown. Derudover havde han et forfærdeligt kast, der blev interceptet af Patriots’ safety Duron Harmon.

I stedet tog runningbackstjernen Derrick Henry angrebet på sine skuldre, og den produktive stjerne leverede med 182 løbne yards samt et enkelt touchdown. Henrys touchdown blev scoret i slutningen af første halvleg, og bragte Titans på 14-13. Patriots kom aldrig på tavlen igen.

Misbrugte Patriots-chancer
Mens Patriots’ forsvar i store dele af kampen havde godt styr på Titans’ angreb, manglede Patriots’ angreb imidlertid gnisten, og udover et touchdownløb af Julian Edelman, kom de ikke med meget. Tom Brady sluttede også med en beskeden ’stat line’ med kun 209 kastede yards og ingen touchdowns.

Det virkede ellers til, at Tom Brady ville gøre som ofte før og lave et klassisk Patriots-comeback, da han fik bolden med få minutter tilbage, mens de var bagud med et point. Det lykkedes dog ikke for Brady og kompagni, og især et ukarakteristisk drop af Julian Edelman blev dyrt.

Patriots fik endnu en chance ved stillingen 14-13 med få sekunder igen, men her misbrugte de igen chancen og blev straffet af en gammel kending: cornerbacken Logan Ryan. Titans-cornerbacken, der har en fortid i Patriots, greb en interception og returnerede den for et touchdown.

Titans kunne ikke konvertere deres to points-forsøg efterfølgende, men de havde bragt sig foran 20-13, og den føring holdt til slutfløjtet.

Slutspilsbilledet
Titans er dermed videre i slutspillet, og det står klart, at enten Kansas City Chiefs, Baltimore Ravens, Houston Texans eller Tennessee Titans skal repræsentere AFC i Super Bowl.

I næste runde, der spilles i næste weekend, skal Titans gæste Ravens, mens Texans gæster Chiefs.